Kampsange, klapsalver og kaffe i Nordjylland

Der var fantastisk stemning ved to aktioner i Nordjylland på strejkens første dag - ved P4 Nordjylland og på Gammeltorv i Aalborg

Oprettet: 19.06.2021
Carsten Lorenzen

Med kampsang, knytnæver, kaffe, klapsalver og ikke mindst kampgejst blev fire kolleger i morges sendt ind på DR's P4 Nordjylland - og strejken var officielt skudt i gang:-)

I linket herunder kan du først høre kredsformand Jytte Wester, så hjemmesygeplejerske Kirsten Thingdal Rasmussen, der er en del af nødberedskabet i Aalborg Kommune, og til sidst de fire kampklare sygeplejersker i studiet. Der er et par musiknumre mellem hver af de tre dele:

https://www.dr.dk/radio/p4nord/p4-weekend-nordjylland/p4-weekend-2021-06-19-06-03-7#!02:06:07

 

Kl. 10.30 var der indkaldt til demonstration på Gammeltorv i Aalborg – og kampgejsten og humøret lyste om kap med solen.

Ved det nærliggende Toldbod Plads stod de demonstrerende i vejsiden og høstede opbakning i form af dyt og tilråb fra de forbipasserende biler.

- Det var megagodt. Der var stor opbakning, fra dem vi mødte. Sygeplejerskerne havde selv lavet skilte, og der var en dytten, larm og vinken uden lige, fortæller kredsnæstformand Christina Windau Hay Lund.

På Gammeltorv var der også kampsange. I øvrigt genbrugt fra strejken i 2008 – et tydeligt eksempel på, at der er sket for lidt med sygeplejerskernes løn i de forløbne 13 år.

- Vi sygeplejersker kender det med at strejke. Det har vi gjort mange gange før – faktisk er der ikke andre faggrupper i Danmark, der har strejket så tit som os. Derfor kender vi også systemet. Og vi ved, at det klinger hult, når regeringen med ligestillingsminister Peter Hummelgaard i spidsen bare henviser til, at problemerne med ligeløn skal løses ved overenskomstforhandlingerne, sagde kredsformand Jytte Wester blandt andet til de forsamlede.

Og hun fortsatte med at pege på svaghederne for de offentligt ansatte, når det kommer til den danske model og overenskomstforhandlinger:

- Det har vi prøvet. Mange gange. Det kan ikke lade sig gøre, hr. Hummelgaard. I stedet er du og de andre politikere nødt til at tage ansvar for at få rettet op på de skævheder, jeres forgængere vedtog med Tjenestemandsreformen i 1969. Det er hverken holdbart eller rimeligt, at vi 52 år senere stadig ikke har fået indført ligeløn i Danmark.

Billeder fra P4 Nordjylland:

Billeder fra Gammeltorv: