Kredsformand Jytte Wester genopstiller ikke ved efterårets kredsbestyrelsesvalg

Den nuværende kredsbestyrelsesperiode udløber 8. november 2021. Det vil sige, at en ny kredsbestyrelse tiltræder 9. november.

Oprettet: 25.08.2021
Lilli Lykkegaard

I går den 24. august blev modulet for opstilling af kandidater til kredsbestyrelsesvalget åbnet. Samme dag havde kredsbestyrelsen møde - og på dette møde offentliggjorde kredsformand Jytte Wester, at hun ved udløbet af denne valgperiode - den 8. november - stopper som kredsformand.

I kredsens elektroniske nyhedsbrev NordNyt, som udkom i går skrev Jytte Wester:

- Efter 20 år på posten er tiden kommet til, at de nordjyske sygeplejersker skal have ny formand.

Derfor meddelte jeg tirsdag formiddag til kredsbestyrelsen, at jeg ikke genopstiller som kredsformand til det valg, der finder sted her i efteråret.

Det er en beslutning, jeg traf allerede i foråret. Det er selvfølgelig ikke det bedste tidspunkt at meddele det midt under en konflikt, men valget nærmer sig.

Det har været en svær beslutning, for det har været 20 spændende, udfordrende, lærerige og sjove år. Først som formand for Nordjyllands Amtskreds fra 2001 og siden 2008 for Kreds Nordjylland.

Det bliver svært at undvære det fagpolitiske arbejde og alle jer dejlige medlemmer. Vi skal nok få en lejlighed til at sige farvel og tak for mange års godt samarbejde. Først skal vi dog have valgt en ny formand og en ny kredsbestyrelse - og vi skal have afsluttet konflikten med et godt resultat for sygeplejerskerne.

Jytte Wester
Kredsformand