Kronik: Hvem er udspekuleret?

Anæstesisygeplejerske og tillidsrepræsentant Berit Byg fra sygehuset i Thisted har skrevet en kronik stilet til Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler.

Oprettet: 26.03.2018
Berit Byg, anæstesisygeplejerske og tillidsrepræsentant på sygehuset i Thisted samt kredsbestyrelsesmedlem

Kronikken er bragt i Nordjyske mandag den 26. marts:

Kære Sophie Løhde, Anders Kühnau og Michael Ziegler.

Jeg er utryg, bekymret, vred og ked af det.

Hvor er det, I vil føre os hen med jeres måde at omtale os på, og hvilket samfund ønsker I opbygget, når I farer så aggressivt og hadefuldt frem imod os, så man næsten ikke kan forestille sig andet, end at I igen har køreplanen klar i inderlommen, der kun venter på at blive trukket frem i lyset? VI HAR set det før, dog aldrig så massivt som nu, hvor det er hele den offentlige sektor, der bliver genstand for jeres harme.

Hvem er I, når I benævner min ven, pædagogen, som udspekuleret, når han hver dag møder op og bringer sig selv og sin faglighed i spil for at give både vores og jeres børn de bedst mulige betingelser som omsorgsgiver, observatør, rådgiver, advokat for barnet eller den unge, støtteperson, konfliktmægler, opdrager og meget mere? Hvorfor er jeres tak at kalde ham for en, der kun vil tage og ikke give? HVEM ER I at benævne min ven, læreren, som udspekuleret, når han sidder til sent om aftenen der hjemme og forbereder sig til dagen efter, fordi I tog den tid fra ham, som han skulle have brugt til at give både vores og jeres børn den bedst mulige undervisning? Den undervisning, der kræver så meget faglighed for at give vores børn glæden og lysten til at lære nyt livet igennem og ruster dem til at være gode, engagerede samfundsborgere, der tager aktivt del i demokratiet.

Hvordan kan I takke ham ved at sige, at han kun vil tage og ikke give? HVORFOR ER det, at I over en bred kam nedgør mine venner, de administrative medarbejdere, som tilsyneladende tilbringer både hele og halve dage i kantinen? Vi snakker om HK'ere, djøf'ere og andre i den offentlige forvaltning, som løser en række opgaver, der er nødvendige for, at hjulene kan dreje rundt og blandt meget andet understøtter demokratiske beslutningsprocesser og udfører de opgaver, som de folkevalgte har bestemt.

Tager de virkelig kun og vil ikke give? HVEM ER I, når I ikke forstår, at også dem med de korteste uddannelser er værdifulde og gør en forskel, for at vores samfund kan fungere? Mine venner, renovationsarbejderen og medarbejderen fra " Park og Vej" er ikke udspekulerede, når de står op før alle os andre for at salte vores veje, så vi kan nå sikkert frem eller tømme vores affaldsspande, så vi kan få det daglige affald skaffet bort under hensyntagen til miljøet. Hvad får jer til at tro, at de kun er ude på at tage og ikke give? Hvorfor tænker I sådan om alle mine venner i den offentlige sektor? Hvorfor værdsætter I ikke, at politibetjenten sætter sit liv på spil for vores sikkerhed hver eneste dag? Brandmanden, der gør det samme, når brand og katastrofe rammer? Præsten, der giver trøst og sjælesorg, når tiderne er hårde? Socialrådgiveren, der skal prøve at skabe muligheder og håb for mennesker, der er ramt af den lovgivning, I har gjort dem til marionetter for? Dem der holder de forvaltninger kørende, der sikrer, at samfundet trods alt har en vis form for styring og ikke bare bryder ud i anarki og kaos? Hvem er I, at I kalder både mig og mine sygeplejerskekollegaer og mine venner lægen, social-og sundhedsassistenten, rengøringsassistenten, køkkenpersonalet, portøren og alle de andre for udspekulerede? SOM sygeplejerske arbejder jeg på alle tider af døgnet året rundt.

Mit skøn vil ofte være udslagsgivende for, om patienten får den rette behandling i tide.

Jeg er med, når døden rammer, og nyt liv fødes. Plus alt det store og det små midt i livet.

Jeg tilsidesætter mine egne behov for at være der for jer og jeres kære. Og rigtig rigtig tit tager jeg arbejdet med mig hjem i hjertet og i tankerne.

Hvordan kan I finde på at kalde mig for en, der kun vil tage og ikke give? JEG ER ikke naiv. Man behøver ikke at spærre øjnene ret langt op for at se, at mange af jer, aldrig kunne drømme om at sende jeres børn i folkets skole eller jeres kære på et offentligt hospital. Til den slags findes der jo, for nu at blive i jeres egen retorik, heldigvis private alternativer.

Måske også forståeligt, taget i betragtning, at I selv har været med til at udstikke rammerne og handlemulighederne for alle institutioner i den offentlige sektor. Set i det lys skulle man synes, at ingen end jer ved bedre, hvad man kan forvente og hvad ikke.

TILLAD mig dog alligevel kort at gøre opmærksom på, at selv den største og mægtigste politiker kan komme i den situation, at hun bliver nødt til at overlade sig selv og sin sårbarhed eller for den sags skyld sine kære i det offentliges hænder. Simpelthen fordi der findes ting, som selv ikke den mest drevne forretningsmand kan slå profit på. Og fordi der findes sygdomme og andre behov, der, lige meget hvordan man vender og drejer det, ikke kan generere overskud.

Tillad mig også at nævne, at et samfund, hvor folk i al almenhed kan vide sig sikre på, at de ikke er alene og vil blive taget hånd om, hvis tingene skulle brænde sammen, nu engang gør det muligt for flest mulige at bidrage, det bedste de kan. Hvad ville den private sektor være uden offentlig sikkerhed for skolegang, hospitalsophold og lægehjælp, børnepasning, brandslukning og kriminalitetsbekæmpelse? Og hvorfor skulle det være attraktivt, at kun de borgere, der har råd til at få deres vej til arbejde ryddet kunne nå frem i sikkerhed? Eller kun dem med økonomien i orden, får mulighed for at tilegne sig viden og dannelse, hvis ikke der var adgang til uddannelsesinstitutioner, gymnasier, biblioteker og meget mere.

Det må da være sød musik i jeres ører, der i mange år ikke har talt om andet, end at vi skal vækste, til vi falder døde om? SÅ JEG spørger igen: Hvem er da I at kalde alle os offentligt ansatte for udspekulerede og fremstille os som grådige bæster, der kun vil tage og aldrig give? Jeg ved godt, at I ved hjælp af en yderst selektiv del af virkeligheden har forsøgt at godtgøre, at vi har holdt en mægtig lønfest og ranet til os, mens resten af landet våndede sig i smerte efter finanskrisen.

Det sjove er dog, at når jeg spørger mine venner i resten af den offentlige sektor, om hvordan deres fest forløb, så viser det sig hver eneste gang, at jeg slet ikke er den eneste, der aldrig modtog min invitation til løjerne (med det i mellemtiden privatiserede postvæsen).

DERFOR beder jeg jer, Sophie, Anders og Michael, lad os ikke længere bære hele ansvaret for krisen alene. Den var, som mange efterhånden vil vide, udløst af den private og ikke den offentlige sektor. Og det er på tide, at vi også får del i det opsving i økonomien, som I i andre sammenhænge ynder at bryste jer med.

Vi er ikke kun en byrde, der skal minimeres og undertrykkes så meget som muligt, men er værdifulde og vigtige med hver vores udgangspunkt. Vi er hinandens forudsætninger, og uden os var I intet!