Med paraplyer på jagt efter socialdemokrater

Det lykkedes at finde flere socialdemokrater i Brønderslev, selv om Mette Frederiksen havde meldt afbud. Men vi venter stadig på løsningen på, hvordan sygeplejerskerne får et lønløft

Oprettet: 07.08.2021
Carsten Lorenzen

- Jeg støtter dem 100%. De skal op og have det samme som andre grupper, lød det stålsat fra 88-årige Sonja Hansen i Brønderslev lørdag middag.

Hun var kommet helt fra Taastrup og stod med sin rollator og sin sygeplejerskedatter Birgit Filt foran banegården sammen med flere hundrede andre sygeplejersker.

Alle trodsede de den kraftige regn for at forsøge at finde de socialdemokrater, der den ene gang efter den anden har stukket hovedet i busken og afvist reelt at tage stilling til sygeplejerskernes strejke og til, hvordan man skaffer arbejdskraft til et presset sundhedsvæsen i fremtiden.

- Jeg ville meget gerne have talt med Mette Frederiksen. Hun kom så ikke. Men jeg fik talt med Ane Halsboe-Jørgensen – det var sejt, at hun blev længere for at møde os, sagde formand Grete Christensen i sin tale til de mange sygeplejersker, der havde bevæget sig gennem Brønderslev til Rhodondendronparken.

 

Ministerbilen ventede

Her havde de lokale socialdemokrater arrangeret fejring af Socialdemokratiets 150-års fødselsdag i næste uge. For få dage siden meldte statsminister Mette Frederiksen afbud, men uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, der er valgt til Folketinget for Brønderslevkredsen, kom som aftalt.

- Jeg lytter til jer sygeplejersker, som jeg har stor respekt for – det er et vigtigt fag. Men jeg har også stor respekt for det faglige system, så vi politikere skal ikke blande sig så meget, sagde Ane Halboe-Jørgensen til Grete Christensen og den nordjyske kredsformand for sygeplejerskerne, Jytte Wester, da de mødtes ved indgangen til Rhodendronparken.

Ministeren stod og ventede på sygeplejerskernes optog uden for parken, selv om ministerbilen holdt og ventede på at køre. Hun tog sig også tid til at gå en tur rundt og tale med flere af sygeplejerskerne.

- Det var godt, at jeg lige nåede at fange jer, lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen, der inviterede Grete Christensen til en snak om praktiksituationen for sygeplejersker.

En invitation, Grete Christensen var glad for.

- Det er vigtigt, for vi risikerer at kvaliteten af vejledningen daler, når sygeplejerskerne har for travlt, svarede Grete Christensen.

 

Opbakning fra 3F og tidligere minister

Mens ministeren ikke ville udtale direkte støtte til kravet om et lønløft, så var der mere direkte opbakning fra flere af de socialdemokrater, der deltog i resten af fejringen i Den Runde Pavillon midt i parken. Således fik både tidligere minister og nuværende viceborgmester i Jammerbugt Kommune Ole Stavad og formanden for 3F Midtvendsyssel Per Kjeldsen monteret et strejkebadge på blusen.

- Vi kan ikke finde penge til det hele, men vi skal have lagt et spor, så medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd tror på det. For det går ikke bare væk, sagde Ole Stavad.

Han håber, at den lønkomité, der var en del af den nedstemte mæglingsskitse, får undersøgt tingene ordentligt, så der kan findes en løsning for alle kvindegrupperne på arbejdsmarkedet.

- Det skal så foregå i en dialog, og der skal udpeges de rigtige folk, som alle har tillid til, lød det fra den erfarne politiker.

3F-formand Per Kjeldsen, der også er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation i Brønderslev Kommune og kandidat til regionsrådet for socialdemokratiet, var endnu mere direkte i sin støtte.

- Alle 3F-afdelingerne støtter jeres kamp for bedre løn til kvindefagene. Det er en berettiget og vigtig kamp, der giver dønninger til alle. 1000 tak for, at I fører den kamp, sagde Per Kjeldsen i en lille, spontan tale til de forsamlede sygeplejersker.

Han gav som kandidat til regionsrådet udtryk for, at han forstår sygeplejerskernes frustration over, at regionerne ikke er mere på banen for at få løst den fastlåste situation.

- Jeg er helt enig, når I spørger, hvor regionerne er henne i det her – og ønsker jer alt mulig held og lykke.

 

Ros til sygeplejersker

Grete Christensen roste i sin tale de sygeplejersker i Aalborg Kommune, der var mødt talstærkt op.

- I er gode til at holde fast i, at borgerne ikke bare kunne vende hjem fra sygehuset. Dermed er I er et forbillede i hele landet – og også for de sygeplejersker i Brønderslev, der træder ind i konflikten om tre uger, hvis der ikke sker noget inden. I har vist, at der er stor sammenhæng mellem det, der foregår i regioner og i kommuner, sagde Grete Christensen.

Efter snak med socialdemokrater og taler konkluderede Grete Christensen:

- Jeg synes, at de er nødt til at se alvoren i det her. Det går ikke, at de bliver ved med at henvise til, at de ikke kan blande sig. Det er en kaotisk situation, som ikke kan løses, uden regeringen blander sig. De kan ikke blive ved med at lukke af.