Nøgler til politikerne og opbakning fra 3F

Opbakningen fra 3F var massiv, da Kreds Nordjylland uddelte nøgler til politikerne i Region Nordjylland.

Oprettet: 29.06.2021
Carsten Lorenzen

Det er politikerne, der sidder med nøglerne til at løse konflikten - og til at skabe et godt og velfungerende sundhedsvæsen i Danmark.

- Vi har taget nogle nøgler med til jer i dag. For det er jer, der sidder med nøglen til, at vi har et godt og velfungerende sundhedsvæsen, sagde kredsformand Jytte Wester til de mange fremmødte sygeplejersker og 3F'ere.

- Desværre ser det ud til, at jeres nøgle er blevet væk. Derfor får I nogle nye. Vi har alt for længe været i en fastlåst situation i sundhedsvæsnet.

Desværre vidste regionsrådsformand Ulla Astman ikke, hvilken kasse med penge, hun kunne bruge nøglen fra kredsformand Jytte Wester, i.

- Jeg har svært ved at se, hvad jeg skal låse op i øjeblikket. Det virker som en meget fastlåst situation. Desværre, sagde Ulla Astman.

- Jeg har kigget i statskassen, da jeg var på stengangen i Finansministeriet for en måned siden. Den var desværre tom.

Til gengæld opfordrede de flere end 50 fremmødte 3F'ere til at kæmpe videre.

- Jeg skal fortælle jer, at de står lige bagved jer. Og får I brug for os, så skal I bare kalde. For jeres kamp er også vores kamp. Det er alles kamp det her, sagde formanden for 3F Aalborg, Allan Busk.

Hele Jytte Westers tale:

Kære regionspolitikere,

Vi har taget nogle nøgler med til jer. For det er jer, der sidder med nøglen til at skabe et godt og velfungerende sundhedsvæsen i Danmark.

Desværre ser det ud til, at jeres nøgle er blevet væk. Derfor får I nogle nye.

Der er behov for, at I bruger nøglen – både som politikere og som arbejdsgivere. Vi har alt for længe haft en fastlåst situation i sundhedsvæsnet, hvor vi sygeplejersker og andet personale kæmper for at følge med et stigende antal patienter og nye opgaver – uden at økonomi og øvrige ressourcer er fulgt med.

Nu har sygeplejerskerne fået nok. Nok af et udsultet sundhedsvæsen, hvor vi langt fra honoreres efter uddannelse, opgaver, indsats og ansvar. Vi har råbt op i årevis, men oplever ikke, at der er blevet lyttet.

Dermed er situationen ikke bare fastlåst – den er også eksplosiv. Det første udbrud er sygeplejerskernes nej til overenskomsten. Det næste risikerer at blive en flugt fra faget, der for alvor vil resultere i en negativ spiral, hvor personalemangel og yderligere arbejdspres vil få endnu flere til at søge væk.

Jeg tror faktisk godt, at I ved det. Når man taler med jer på tomandshånd, giver mange af jer udtryk for den samme bekymring. I mener dybest set også, at situationen er uholdbar, og at der er brug for flere ressourcer – både til flere ansatte og til bedre løn.

Derfor er det også helt afgørende, at I tager ansvaret på jer. Det dur ikke, at der netop er lavet en økonomiaftale, der alene i Nordjylland risikere at betyde ”prioriteringer”, som I kalder det, for op til 100 millioner kroner. For ude på den anden side, hos ansatte og patienter, opleves det som besparelser.

I er nødt til at bruge jeres nøgler. I er nødt til at få låst op til Finansministeriet og den pengekasse, Nicolai Wammen har stående. I er nødt til at stille jer på vores side og kræve, at sundhedsvæsnet får et budgetløft – og at sygeplejerskerne får et lønløft.

Så her er nøglerne – få nu låst op for situationen.