Nordjysk regionsråd: Regering skal på banen

Som det første regionsråd i Danmark opfordrer det nordjyske regionsråd nu til, at regeringen bør medvirke til at finde en løsning på den over to måneder lange sygeplejerskestrejke.

Oprettet: 23.08.2021
Carsten Lorenzen

I dag mandag vedtog regionsrådet i Nordjylland enstemmigt et forslag fra Enhedslisten om, at bestyrelsen i Danske Regioner snarest bør tage kontakt til regeringen.

- Det er meget positivt, at Nordjyllands Regionsråd nu er med til at lægge pres på regeringen for at finde en løsning. Vi har i Dansk Sygeplejeråd hele tiden peget på, at regeringen og Folketinget var nødt til at komme på banen, fordi vores lønefterslæb historisk set er skabt af Folketinget. Samtidig har det længe stået klart, at regioner og kommuner ikke har de penge, der skal til for at få sygeplejerskerne tilbage på arbejde. Regionernes chefforhandler Anders Kühnau har da også udtalt, at det ikke er muligt at finde en løsning ved forhandlingsbordet, siger Jytte Wester, kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland.

På dagens regionsrådsmøde udtrykte politikere fra et bredt udvalg af partierne bekymring for fremtidens sundhedsvæsen, hvis man ikke får løst problemerne med at rekruttere arbejdskraft. Mange af politikerne erkendte også, at det bliver nødvendigt at hæve sygeplejerskernes løn.

Det vedtagne forslag lyder i sin endelige form sådan:

”Regionsrådet i Nordjylland opfordrer hermed Danske Regioner at skride til handling i forhold til den nu over 2 måneders lange sygeplejerske strejke og at tage kontakt til Regeringen snarest, så konflikten kan få en ende.”