Nordjyske sygeplejersker i medierne efter OK21-nej

Det var ”breaking news” i flere medier, da sygeplejerskerne stemte nej til overenskomstaftalerne med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner torsdag. Også nordjyske sygeplejersker var med til at sætte dagsordenen i medierne.

Oprettet: 29.03.2021
Jytte Wester i P4: Flere har lyttet til ministerens udtalelse om, at lønefterslæb skal løses ved forhandlingsbordet (arkivfoto)

Medierne var interesserede i at høre de nordjyske sygeplejersker om, hvad der lå bag nej’et. Herunder kan du gense/-læse indslagene:

DR P4 Nordjylland

Hvad skal man lægge i sygeplejerskernes nej til overenskomstaftalen? Det blev kredsformand Jytte Wester bl.a. spurgt om, da P4 Nordjylland interviewede hende lige efter, afstemningsresultatet blev kendt.

Du kan genhøre interviewet herunder, hvor Jytte bl.a. forklarer, at ligestillingsministeren selv for få uger siden sagde, at lønefterslæbet og uligelønnen skal løses ved forhandlingsbordet – det har mange sygeplejersker lyttet til.

P4 Eftermiddag Nordjylland | Torsdag 25. mar. 2021 | DR LYD

TV2.dk

Kredsbestyrelsesmedlem Maria Gade Madsen forklarede TV2, hvorfor hun og flertallet af sygeplejerskerne har stemt nej til overenskomstaftalerne. Hun mener bl.a., at reguleringsordningen, som sikrer en parallel lønudviklingen på det private og offentlige område, sætter sygeplejerskerne i en urimelig situation, fordi de har knoklet ekstra hårdt pga. corona, mens store dele af det private har været lukket ned.

Sygeplejersker stemte nej til overenskomst, og det er ikke kun på grund af coronakrisen - TV 2

TV2 Nord

- Vi er klar til at gå hele vejen sammen med medlemmerne for at skaffe et bedre resultat.

Sådan sagde kredsformand Jytte Wester, til TV2 Nord, da de interviewede hende i tv.

- Uanset, om man har stemt ja eller nej, er sygeplejerskerne enige om, at vi har et lønefterslæb, der skal gøres noget ved. Lønnen afspejler på ingen måde den uddannelse og det ansvar, sygeplejerskerne løfter på sygehuse og i kommunerne hver eneste dag, fastslog Jytte Wester.

Nordjyske sygeplejersker: - Vi er klar til at gå hele vejen | TV2 Nord

Radio4

Knap tre minutter inde i morgenudsendelsen kunne lytterne igen høre kredsbestyrelsesmedlem Maria Gade Madsen bl.a. fortælle om det urimelige i sygeplejerskernes lønefterslæb + hvordan reguleringsordningen denne gang har betydet, at regionale sygeplejersker er blevet straffet lønmæssigt for at have arbejdet så meget under corona.

RADIO4 MORGEN – RADIO4