Opråb til regionsrådet

De nordjyske sygehuse er i krise og har brug for akut hjælp. Antallet af patienter har aldrig været større, antallet af sygeplejersker er faldet, arbejdspresset er enormt og nu er sygeplejerskerne begyndt at søge væk fra sygehusene. Det er en ond spiral, skriver kredsformand Jytte Wester til regionsrådet i Nordjylland.

Oprettet: 20.10.2021
Carsten Lorenzen

I en ny dokumentarserie fortæller læger og sygeplejersker, at travlhed og personalemangel betyder, at der sker fejl, der forværrer patienters tilstand og i værste fald koster patienter livet. 'Opråb fra sygehuset' sendes torsdag 21. oktober og torsdag 28. oktober på TV 2.

I den anledning har kredsformand Jytte Wester sendt nedenstående opråb til politikerne i regionsrådet i Nordjylland:

 

 

Kære medlem af Regionsrådet i Nordjylland

I morgen torsdag d. 21. oktober bringer TV2 første afsnit af to i en dokumentar om travlhed i sygehusvæsenet og manglen på sygeplejersker.

Det er en travlhed og mangel, vi desværre kun kender alt for godt fra Nordjylland.

Faktisk er antallet af sygeplejersker på de nordjyske sygehuse faldet, mens antallet af ældre nordjyder er steget kraftigt. Det viser tal Sundhedsdatastyrelsen. Fra 1. kvartal 2013 til første kvartal i år er antallet af borgere over 80 år steget med 19,1%, mens antallet af sygeplejersker på de offentlige sygehuse i Nordjylland er faldet med 0,1%. Se nederst.

Det bekræfter det billede af travlheden, vi hører fra vores medlemmer på sygehusene. Bare de seneste uger har DR haft skræmmende beretninger fra nordjyske sygeplejersker. BT har talt med en sygeplejerske, der har sagt sit job op på akutafsnittet i Aalborg. Hun sammenlignede sit job som sygeplejerske med sit tidligere arbejde som slagter – ”det var maskinarbejde, hvor kvalitet var ligegyldig”. Og sygeplejersker har fortalt om patienter, der indlægges med en kritisk sygdom, som venter i flere timer på den rette behandling.

BT kunne også fortælle, at antallet af opsigelser er steget voldsomt – i juli og august 2019 var der 98 opsigelser. I år er tallet 144.

De nordjyske sygehuse er i krise og har brug for akut hjælp.

Antallet af patienter har aldrig været større, antallet af sygeplejersker er faldet, arbejdspresset er enormt og nu er sygeplejerskerne begyndt at søge væk fra sygehusene. Det er en ond spiral, som vi fra Dansk Sygeplejeråd har advaret om i årevis.

Det kan ikke undgå at få betydning for behandling og pleje af patienterne. Det er netop den problemstilling, dokumentaren vil belyse. Jeg vil kraftigt opfordre dig til at se dokumentaren og overveje, hvordan vi kan få vendt udviklingen.

Det har vi fra Dansk Sygeplejeråd en lang række forslag til: Blandt andet mere fokus på arbejdsmiljø, en stillingtagen til, hvilke opgaver sygehusvæsnet kan og skal løse, et større fokus på rekruttering og fastholdelse, fjernelse af overflødige dokumentationskrav, inddragelse af andre faggrupper og selvfølgelig en løn, der svarer til sygeplejerskernes uddannelse, ansvar og opgaver. For sygeplejerskernes løn er en afgørende årsag til sundhedsvæsnets kritiske tilstand.

Vi appellerer derfor til, at du som regionspolitiker bruger valgkampen til at fortælle om, hvordan du vil løse udfordringerne i sundhedsvæsnet, og at du i den efterfølgende valgperiode arbejder for at forbedre løn og vilkår for de ansatte i sundhedssektoren. Se hvordan du konkret kan tage handling på www.dsr.dk/krv21.

Du er også altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker dialog.

antal_spl_nordjylland

udvikling_antal_spl_og_aeldre_