Optog gennem Thisted med DSR-næstformand

Sygeplejersker i røde t-shirts gik syngende gennem Thisteds centrum tirsdag 13. juli. Mange thyboer fulgte opfordringen til "dyt og støt", og optoget sluttede foran det gamle rådhus med tale af DSR-næstformand Dorthe Boe Danbjørg.

Oprettet: 16.07.2021
Karin Mette Petersen
Foto: DSR Nordjylland
Sygeplejersker i optog gennem de gamle gader i Thisted

Sygeplejersker i røde t-shirts gik syngende gennem Thisteds centrum i dag og uddelte flyers, badges og "tatoveringer" til borgerne. Mange thyboer fulgte opfordringen til "dyt og støt", og folk på ruten kom med opmuntrende ord til sygeplejerskernes kamp.

Optoget gik fra sygehuset til det gamle rådhus, hvor næstformand i DSR, Dorthe Boe Danbjørg, holdt tale. Forinden samledes omkring 40 sygeplejersker fra Aalborg Universitetshospital i Thisted til konfliktcafe. Spørgsmålene til Dorthe Boe Danbjørg og Christina Windau Hay Lund, 1. kredsnæstformand i DSR Nordjylland, var mange. Blandt andet til den udvidelse af strejken, som DSR har varslet pr. 10. august.

Der er flere måder at bakke op på, selv om man ikke personligt er i strejke. Blandt andet ser DSR, at mange sygeplejersker ikke arbejder ud over det timetal, de er anset til, i den nuværende situation. Det tydeliggør desuden, at der i en dagligdag uden strejke er udpræget mangel på sygeplejersker. 

Tip: Hvis du vil se billederne i galleriet i høj kvalitet, så tryk på symbolet for fuldskærm.