Patienter med covid-19-senfølger glade for at blive set og hørt

Mens corona atter spredes i Danmark, forsøger en håndfuld sygeplejersker i Hobro at hjælpe de patienter, der oplever senfølger efter de første bølger af coronavirus.

Oprettet: 22.06.2022
Carsten Lorenzen

Tekst og foto: Carsten Lorenzen. Bragt i DSR Nord juni 2022. Læs hele bladet her.

 

Der findes ingen effektiv behandling til patienter med lunge-senfølger efter covid-19. Alligevel oplever sygeplejerskerne på senfølgeklinikken på medicinsk afdeling i Hobro, at deres arbejde kan hjælpe patienterne.

- Patienterne er glade for, at vi kan give dem håb om, at de får det bedre på sigt. De synes, det er betryggende, at vi ikke ser kroniske forandringer i deres lunger, fortæller Vasuki Abaragithan.

Hun er en af de fire sygeplejersker og en enkelt fysioterapeut, der et par dage om ugen modtager senfølgepatienter på Afdelingen for akutte og multisyge medicinske patienter. Her er lungesyge i forvejen en del af patientgruppen, men for snart halvandet år siden kom de nye patienter til.

- De kommer alle igennem fire forskellige pusteprøver og en gangtest ligesom andre patienter, der har behov for en lungeudredning, fortæller en anden af sygeplejerskerne, Ulla Risdahl Jørgensen.

Patienter hårdt ramt

Sygeplejerskerne finder med egne ord ikke en hel masse hos patienterne, men senfølgerne slår tydeligt ud på iltoptagelsen.

- Alt tyder på, at de har det dårligt, fordi de har haft virus helt nede i lungerne, hvor infektionen har givet arvæv, så ilten ikke så let kommer ud i blodet, siger Ulla Risdahl Jørgensen.

Patienterne kommer typisk på klinikken et lille halvt år efter infektionen. De kan tidligst blive henvist fra egen læge efter tre måneder. På det tidspunkt er mange af patienterne stadig hårdt ramt.

- Efter et halvt år er en del af patienterne kun lige begyndt på at arbejde på deltid. De kan have svært ved at lave aftaler og planlægge deres dag, siger Vasuki Abaragithan.

De to sygeplejersker ser ingen tydelig sammenhæng mellem alvorligheden af covid-infektionen, alder eller almen sundhedstilstand og så tyngden af deres senfølger. Et eksempel er en veltrænet soldat, der som led i sin ansættelse i forsvaret skulle tage en obligatorisk, fysisk test.

- Han prøvede to gange og besvimede begge gange, fordi han ikke fik ilt nok til hjernen, referer Ulla Risdahl Jørgensen.

PEP-fløjte og træning

Patienterne kommer igen omkring et halvt år efter den første test. Her ser sygeplejerskerne næsten altid en klar forbedring af iltoptag og lungekapacitet. Selv om der ikke har været en egentlig behandling i mellemtiden.

- Vi har ikke en pille eller noget inhalationsmedicin, der virker. Men vi kan give en PEP-fløjte, hvor man blæser med modstand, nogle bliver henvist til fysioterapeut, og fysisk træning kan også hjælpe nogle, siger Vasuki Abaragithan.

Senfølgeklinikken i Hobro beskæftiger sig udelukkende med senfølger i lunger og luftveje. Andre symptomer som tabt smags- og lugtesans, træthed og koncentrationsbesvær henvises til klinikken i Aalborg.

- Mange af vores patienter fortæller om andre ting som koncentrationsbesvær og træthed. Som om hjernen er på overarbejde, forklarer Ulla Risdahl Jørgensen.

Halvpsykologer

Selv de patienter, der ikke bliver sendt videre, udtrykker stor taknemmelighed.

- Vi lytter og er anerkendende. Det kan være en større hjælp, end man umiddelbart tror, siger Vasuki Abaragithan.

Og Ulla Risdahl Jørgensen supplerer:

- Sygeplejersker er jo ofte en slags halvpsykologer, der hjælper patienterne ved at lytte til dem.

Antallet af patienter og alvorligheden af deres senfølger har fulgt udviklingen i coronavirus i befolkningen.

- Første og anden bølge ramte hårdest - omikron har ikke angrebet lungerne så hårdt som de tidligere varianter, siger Ulla Risdahl Jørgensen.

Samtidig betyder vacciner, bedre behandling af de covid-syge og højere immunitet i befolkningen, at presset på både patienter og senfølgeklinik er ved at aftage. De to sygeplejersker håber derfor, at de ikke i fremtiden skal se patienter, der er så hårdt ramt som for et år siden.

- Jeg har haft en patient, hvor hele familien havde været smittet, og manden døde. Så bliver man taknemmelig for at gå på arbejde i stedet for at sidde på den anden side, siger Ulla Risdahl Jørgensen.

Corona lukkede afsnit

Lige som resten af afsnittet har hun selv været smittet med corona. I januar i år måtte afsnittet lukke ned i en periode, fordi 14 ud af 20 sygeplejersker var sygemeldt. Ingen blev dog hårdt ramt – det skulle da lige være af besværet med at anmelde infektionen som arbejdsskade.

- Det er besværligt og omstændigt. Til trods for at jeg havde udfyldt et kæmpe skema, fik jeg mail tilbage om, at det ikke var godt nok. Heldigvis har jeg ingen senfølger, siger Ulla Risdahl Jørgensen.

Selv om det grundlæggende arbejde med senfølge-patienterne er det samme som med andre lungepatienter, har både Ulla og Vasuki været glade for at være en del af teamet.

- Det er spændende at få et nyt arbejdsområde og følge med i et nyt område som corona. Og det er altid interessant at høre patienternes historier. Og selv om vi ikke har en egentlig behandling, er patienterne taknemmelige for at blive set og lyttet til, siger Vasuki Abaragithan.

 

Faktaboks:

Lungetest

På Afdelingen for akutte og multisyge medicinske patienter i Hobro udføres lungetest på både patienter med senfølger efter covid-19 og patienter med andre lungelidelser.

Testen består af fire pusteprøver og en gangtest:

Lungekapacitet

Diffusionskapacitet (evnen til iltoptagelse)

Luftudskiftning i lungerne

Elasticitet i bronkierne

Seks minutters gangtest med måling af iltmætningen og registrering af forpustethed på Borg-skalaen

 

coronasenfoelger_hobro_5

For Ulla Risdahl Jørgensen (tv) og Vasuki Abaragithan har det været spændende at få et nyt område og høre covid-patienternes historier.

 

coronasenfoelger_hobro_2

Vasuki Abaragithan og kollegerne udfører fire forskellige lungetests af blandt andet lungekapacitet på patienter med senfølger efter covid-19 (modelfoto).

 

coronasenfoelger_hobro_3

Gangtest med en finger­klemme, der måler iltmætning, er en af de undersøgelser, sygeplejerskerne på senfølge­klinikken står for.

coronasenfoelger_hobro_1

På med næseklemmen - der skal måles evne til luftudskiftning (modelfoto)