Praktikpris til Gastro på AUH

For andet år i træk har de studerende kåret Gastrenterologisk i Aalborg som det bedste praktiksted

Oprettet: 24.01.2019
Carsten Lorenzen

Gastroenterologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er kåret som Nordjyllands bedste praktiksted. Stort tillykke!

Det er andet år i træk, at afdelingen på toppen af medicinerhuset får prisen af de sygeplejerskestuderende i SLS.

- Det er en kæmpe anerkendelse, at de studerende sætter pris på det arbejde, jeg og vi gør, siger klinisk vejleder Lene Badstue Sandell.

Gastroenterologisk blev indstillet af studerende på 6. semester, Tanja Sørensen, der havde sidste dag på afdelingen i dag.

- Jeg blev modtaget med åbne arme med det samme. Lene har en anerkendende tilgang til os studerende, giver konstruktiv kritik og har sat tid af til at vejlede os. Det giver tid og ro til at være studerende, fortæller Tanja Sørensen.

Prisen består af en lille tavle, blomster til vejlederen og rundstykker og basser til afdelingen. Alt sammen overrakt af formanden for SLS, Kamilla Futtrup.

- I får prisen, fordi I har skabt et rart, trygt og fagligt inspirerende miljø, hvor alle leverer på et højt fagligt niveau, sagde Kamilla Futtrup i sin overrækkelsestale.

Hun kunne også fortælle, at der hver uge er afsat en time til at gå i dybden med relevant teori, og at Lene giver både skriftlig og mundtlig vejledning. Samtidig sørger afdelingen for, at vejleder og studerende stort set altid er på vagt sammen. Og det virker.

- Flere studerende søger herop i praktik, fordi de har hørt, at vi har et godt arbejdsmiljø. Det skyldes i høj grad, at jeg har ledelsens opbakning og der er afsat den nødvendige tid, siger Lene Badstue Sandall.