Sammenhold og solidaritet

Sammenhold var det gennemgående tema for sygeplejersker både på kredskontoret og ved 1. maj-arrangementer i Nordjylland

Oprettet: 02.05.2022

Hygge, pølser og børnelatter på kredskontoret, taler ved kredsformanden på både kontoret og i Terndrup, sol og solidaritet i Kildeparken, politik og popmusik med Katinka Band – og selvfølgelig en enkelt fadøl.

1. maj var tilbage. Og som det fremgik af dagens mange taler, er der mere end rigeligt at kæmpe for.

Kredsformand Christina Windau Hay Lund adresserede nogle af dem i sine taler. Først til sygeplejersker og de fysioterapeuter, bioanalytikerne og kost- og ernæringsansatte, der var en del af arrangementet på kredskontoret. Derefter til demonstration i Terndrup, hvor Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og 3F havde indbudt til taler, helstegt pattegris og lokalt bluesband.

- Kære venner, kære kampfæller – ja på vores internationale kampdag kan selv pæne sygeplejersker finde på at sige kære kammerater, indledte Christina sin tale – der også indeholdt en stor tak for den opbakning, især 3F og en håndfuld andre fagforeninger udviste under sommerens strejke.

I det hele taget trak talen tråde tilbage til strejken.

- Sidste år var vi ude i en af de længste konflikter på det danske arbejdsmarked i moderne tid. 10 uger kæmpede vi! Ikke bare for højere løn til os selv, men også for princippet om ligeløn mellem mande- og kvindedominerede fag. For en mere rimelig løn til offentligt ansatte. For at sikre, at der også i fremtiden er et velfungerende velfærdssystem i Danmark.                                                                             Og for, at den berømte danske model også skulle kunne bruges på det offentlige arbejdsmarked.

Som bekendt var sygeplejerskerne helt alene i strejke.

- Selvom det bestemt ikke var vores ønske, stod vi desværre helt alene. Intet ville have været bedre, end at vi havde været flere faggrupper, der havde kæmpet den kamp sammen, for sammen kan vi mere, påpegede Christina Windau Hay Lund.

Hvis vi skal lykkes med at få indført ligeløn, generelt højere løn og andre forbedringer for de danske lønmodtagere, så kræver det sammenhold.

- En løsning for alle, hed det ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Lad os finde det fokus frem igen – både når Lønstrukturkomitéen fremlægger sin rapport, og vi skal have politikerne til at handle. Og når vi næste gang skal forhandle overenskomster – på det private arbejdsmarked i 2023 og på det offentlige i 2024. Kun sammen kan vi få gennemført det, sygeplejersker har strejket for gennem 50 år.

Du kan læse hele talen under billederne.

 

 

1. majtale i Terndrup 2022

Kære venner, kære kampfæller – ja på vores internationale kampdag kan selv pæne sygeplejersker finde på at sige kære kammerater.

 

I oktober fyldte Arbejderbevægelsen 150 år. Dannet som et opgør mod ulighed, fattigdom og helt urimelige løn- og arbejdsforhold. Der er blevet kæmpet og opnået meget i de 150 år, der er gået – men der er stadig meget at kæmpe for.

Sidste år var vi ude i en af de længste konflikter på det danske arbejdsmarked i moderne tid. 10 uger kæmpede vi!

Ikke bare for højere løn til os selv, men også for princippet om ligeløn mellem mande- og kvindedominerede fag. For en mere rimelig løn til offentligt ansatte.                                                        For at sikre, at der også i fremtiden er et velfungerende velfærdssystem i Danmark.                                                                                                                        Og for, at den berømte danske model også skulle kunne bruges på det offentlige arbejdsmarked.

Selvom det bestemt ikke var vores ønske, stod vi desværre helt alene. Intet ville have været bedre, end at vi havde været flere faggrupper, der havde kæmpet den kamp sammen, for sammen kan vi mere.

Men sygeplejerskerne havde fået nok af alt for stort arbejdspres til for lav løn. Nok af overbelægning, corona, manglende anerkendelse og arbejdsgivere og politikere, der ikke lytter og handler. Politikere og arbejdsgivere, der bare betragter sygeplejersker som de pæne piger, der passer deres arbejde uanset, hvordan de bliver behandlet.

Det er vi så ikke. Det var faktisk femte gang på 50 år, sygeplejersker er gået i strejke med stort set samme krav: Ligeløn. Fem gange på 50 år – Er der nogen her, der kan stikke den?

Femte gang blev desværre ikke lykkens gang. Vi tabte slaget, men bestemt ikke krigen. For vi fik sat ligeløn og lave lønninger i det offentlige på dagsordenen i et omfang, vi ikke har set i mange år. Hvem havde hørt om Tjenestemandsreformen fra 1969 før vores strejke? Ikke ret mange. I dag er rigtig mange danskere klar over, at der blev begået et historisk overgreb på de kvindedominerede fag i det offentlige dengang i 1969. Det var latterligt og forkasteligt, som sygeplejerskernes daværende formand Kirsten Stallknecht sagde. Og det er stadig latterligt og forkasteligt.

Derfor har vi heller ikke givet op! Kampen fortsætter! Det må snart være klart for selv den mest tonedøve politiker, at der er problemer med at sikre den arbejdskraft, der skal sørge for velfærden i fremtiden. I marts i år kunne vi se, at antallet af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen i kvote 2 var faldet med skræmmende 36 procent. Også andre velfærdsuddannelser som pædagog, jordemoder, social- og sundhedsuddannelserne og læreruddannelsen oplever store fald. Det er simpelthen ikke attraktivt nok at arbejde i den offentlige sektor.

Politikerne har det med at give de ansatte og arbejdsmiljøet skylden. Problemerne på sygehusene nu skyldes, at vi sygeplejersker tillod os at bruge vores overenskomstmæssige ret til at sige nej til et skrabet forlig, der langt fra ville løse problemerne med hverken arbejdsmiljø, rekruttering eller ligeløn.

Men det passer ikke! Det er faktisk helt modsat. Vi gik i strejke, fordi politikerne ikke har løst problemerne i den offentlige sektor og i sundhedsvæsnet for længe siden. Vi har ikke bare strejket fem gange – vi har i årevis sagt, skrevet og råbt højt om, at det var ved at gå galt. At man ikke bare kunne spare to procent om året og lade alt andet være lige. At man ikke kunne bede os løbe hurtigere og løse stadigt mere komplicerede opgaver uden at lønnen fulgte med. At de unge generationer ikke vil finde sig i hvad som helst. De – og vi lidt ældre – vil have arbejdsgivere, der stoler på, at vi kan udføre vores arbejde. At vi kan tænke selv. At vi vil det bedste for patienter og borgere. Og så vil vi selvfølgelig alle have en løn, der svarer til vores kompetencer, uddannelse og ansvar.

Senere i år kommer den nedsatte Lønstrukturkomité med sine anbefalinger. Det bliver et vigtigt omdrejningspunkt for ligelønskampen. Vi er selvfølgelig ikke helt enige om, hvilke grupper, der skal have hvor stort et løft af lønnen. Men vi er enige om, at der generelt er brug for et løft af lønningerne i den offentlige sektor – især af de kvindedominerede fag.

Skævvridningen kan simpelthen ikke fortsætte, hvis velfærdssamfundet skal fungere. Og uden velfærdssamfund og en velfungerende offentlig sektor, vil det private arbejdsmarked heller ikke fungere. Man kan ikke passe sit arbejde, hvis man selv skal passe sine børn og sine forældre eller bedsteforældre. Man kan ikke møde frisk på jobbet, hvis man skal vente i månedsvis på sin behandling på et sygehus. Eller hvis man ikke kan få den nødvendige genoptræning.                             Vi kan ikke udvikle vores erhvervsliv, hvis skolesystemet ikke fungerer og uddanner højt kvalificeret arbejdskraft. Vi har også brug for psykologer, socialrådgivere, buschauffører, folk til at anlægge og reparere vejene og 1000 andre funktioner, der er med til at få vores arbejdsmarked til at fungere.

Derfor er kampen for ligeløn og ordentlige forhold i den offentlige sektor ikke bare vores kamp. Det er alles kamp.

Derfor var et af højdepunkterne i vores ti uger lange strejke også den dag, hvor I, anført af 3F, havde arrangeret en støttedemonstration ved Mallorcabar i Aalborg. En fantastisk dag, der virkelig lunede – og stadig gør det, når jeg kigger på de billeder fra dagen, der nu hænger på vores kontor i Aalborg. Endnu en gang: Kæmpe tak!

Den opbakning og det sammenhold skal vi bygge videre på. Både i Fagbevægelsens Hovedorganisation og i hverdagen. Vi har mange forskelle, men endnu mere, der samler os.

Fagbevægelsen er udfordret – alt for mange søger gule og dårligere alternativer. Det mærker vi også i Dansk Sygeplejeråd, hvor en mindre gruppe efter strejken har meldt sig ud, når vi nu alligevel ikke kan sikre højere løn.

Men det er en farlig vej, der kun vil føre til endnu ringere forhold. Det er kun de allerfærreste og mest ressourcestærke, der selv kan forhandle en højere løn end den overenskomst, som fællesskabet har kæmpet igennem. Ofte sker det på bekostning af aftalerne om arbejdstid, som de individuelle aftaler sjældent beskytter i samme omfang. Mange kommer for en mindre forhøjelse af lønnen til at arbejde på alle tider af døgnet og uden ordentlige tillæg og beskyttelse af for eksempel hviletid. Mange risikerer at få kontrakter uden fast arbejdstid, som vi i første omgang ser med for eksempel Wolt-budene, hvis løn afhænger af folks behov for pizza. Det kommer selvfølgelig ikke til de offentlige sygehuse lige med det samme, men dårlige løn- og arbejdsforhold vil smitte af. Arbejdsgiverne vil spørge, hvorfor vi ikke kan arbejde 14 timer eller mere i træk, når nu pizzabude, rengøringsfolk i fiktive småfirmaer og taxachauffører kan.

Vi har også oplevet, at nogen argumenterer for, at det vil være nyttigt med konkurrence mellem flere forskellige fagforeninger, f.eks. to DSR eller flere - for konkurrence er jo godt. Det virker bare ikke i den her sammenhæng. Arbejdsgiverne vil da aldrig give den ene fagforening mere end en anden for det samme arbejde. Men de vil helt sikkert glæde sig over, at vi splitter op i to forskellige foreninger, der bruger kræfterne på at bekæmpe hinanden.

I sidste uge var der præsidentvalg i Frankrig. Her har man virkelig set problemet med at splitte de ansatte op – for i Frankrig er der socialdemokratiske, kommunistiske, kristne og en del flere forskellige fagforeninger. Resultatet er tydeligt: Lavere løn og højere arbejdsløshed. Et fastlåst arbejdsmarked og marginalisering af de svageste grupper.

Det skal vi forhindre i Danmark. Den danske fagbevægelse har rundet 150 år, og jeg synes, at vi skal bruge anledningen til at fortælle om de mange sejre, vi har opnået gennem tiden. Vi skal have fat i de unge for forklare, at vi kun får forbedringer gennem sammenhold og organisering. Vi skal forsvare og udbygge velfærd og bæredygtige arbejdspladser ved at stå sammen i demokratiske foreninger for alle ansatte. Vi skal lytte til medlemmerne, være tæt på dem og sammen med dem finde løsninger på de problemer, de oplever i hverdagen. Og så skal vi på tværs af fag og fagforeninger sætte fælles mål og stå skulder ved skulder.

En løsning for alle, hed det ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Lad os finde det fokus frem igen – både når Lønstrukturkomitéen fremlægger sin rapport, og vi skal have politikerne til at handle. Og når vi næste gang skal forhandle overenskomster – på det private arbejdsmarked i 2023 og på det offentlige i 2024. Kun sammen kan vi få gennemført det, sygeplejersker har strejket for gennem 50 år.

God kampdag!