Spændende aften om kødædende bakterier

Kødædende bakterier er en sjælden sygdom. Men den udvikler sig utroligt hurtigt og har høj dødelighed. Det fremgik på det møde, de sygeplejestuderende i Aalborg havde arrangeret på kredskontoret.

Oprettet: 06.05.2022
Carsten Lorenzen

- Vi skal opdage flere tilfælde af kødædende bakterier. Sænke awareness, så behandlingen kan igangsættes hurtigere.

Sådan løb hovedbudskabet fra Marco Bo Hansen, da han torsdag den 5. maj holdt foredrag om det emne, han har brugt flere år på at forske i: Kødædende bakterier.

Marco Bo Hansen er læge og forsker i adfærdsændringer og infektionsbekæmpelse med en ph.d.-grad fra Københavns Universitet og Rigshospitalet. I september 2021 udtalte han sig som ekspert i DR-dokumentaren “De kødædende bakterier”. Den rystede mange – ikke mindst nordjyder, da en case i dokumentaren var redaktør for Nordjyske, Søren Christensen, der i 2020 døde to dage efter et i sig selv banalt uheld på cykel.

Det var de sygeplejestuderende i SLS Aalborg, der havde fået Marco Bo Hansen til Aalborg for at fortælle om sit arbejde. Og det var tydeligt, at de kommende sygeplejersker sugede viden til sig.

Oplevet på nært hold

Et par stykker af deltagerne havde allerede mødt patienter, der var ramt af kødædende bakterier (nekrotisk fasciitis) i klinikken. Og en enkelt havde selv haft det rigtig tæt på, idet hendes far for seks år siden selv blev ramt af den ellers forholdsvis sjældne lidelse med 150 tilfælde om året i Danmark.

- Heldigvis er alt vel i dag, kunne hun forsikre forsamlingen.

Hvis først bakterierne er trængt ind i kroppen er hastighed helt afgørende. Selve diagnosen kan kun stilles ved operation, hvor det nekrotiske væv observeres. Hyppigst er det arme og ben, der bliver ramt – men bakterierne kan også sætte sig andre steder som i maven eller kønsorganerne. Lidelsen kan udløses af omkring 50 forskellige bakterier, der udskiller en gift, der får cellerne til at klumpe sammen og udløse små blodpropper, der får vævet til at dø.

Som at blive brændt

- Det vigtigste symptom at være opmærksom på er de voldsomme smerter. Når vi spørger patienterne om niveauet i forhold til at blive brændt levende, siger de, at det er otte til ni på en skala med ti trin, fortalte Marco Bo Hansen.

Sygdommen udvikler sig utroligt stærkt, så det er afgørende hurtigt at begynde behandling med antibiotika og operation, hvor det angrebne væv fjernes. Det er ofte et spørgsmål om timer.

- Kommunikationen skal blive bedre. Vi skal føle os trygge ved at spørge kollegerne: Kan det måske være kødædende bakterier?, sagde Marco Bo Hansen.

Han gennemgik på mødet flere voldsomme cases. Op til hver fjerde patient dør og af de overlevende får hver femte en amputation.

Efter mødet er der næppe tvivl om, at de kommende sygeplejersker vil være ekstra opmærksomme, når de kommer ud i praksis.