Strejke udvides igen fra 17. august - også i Hjørring

Dansk Sygeplejeråd udvider atter den igangværende strejke. Yderligere 225 sygeplejersker på landsplan går i strejke fra 17. august 2021 ved døgnets begyndelse. I Nordjylland er 36 anæstesisygeplejersker på Regionshospitalet i Hjørring udtaget.

Oprettet: 19.07.2021
Karin Mette Petersen
Sygeplejerskerne har tænkt sig at strejke i mange uger endnu

Dansk Sygeplejeråd udvider atter den igangværende strejke. Yderligere 225 sygeplejersker på landsplan går i strejke fra 17. august 2021 ved døgnets begyndelse. I Nordjylland er 36 anæstesisygeplejersker på Regionshospitalet i Hjørring udtaget.

Med hensyn til udvidelsen i Nordjylland omfatter det få sygeplejersker i antal, men området er nøje udvalgt, siger Jytte Wester, formand for DSR Kreds Nordjylland.

”Når patienterne ikke kan bedøves, kan der heller ikke gennemføres operationer, så det øgede strejkeudtag vil ramme den planlagte kirurgi”, siger hun.

”Arbejdsgiverne og politikerne forholder sig desværre fortsat passivt til vores strejke, så derfor må vi øge presset”, siger formand for DSR Kreds Nordjylland, Jytte Wester:

”Arbejdsgivere og politikere har ansvaret for vores sundhedsvæsen, men det har de vist glemt i sommervarmen. Derfor signalerer vi til dem, at det er på tide at komme til forhandlingsbordet med tilsagn om et lønløft”.