Tillykke med de 200 år

WHO har ikke kun udråbt 2020 til at være sygeplejerskernes år for at fejre Florence Nightingales 200 års fødselsdag. De har brugt det som anledning til at sætte fokus på værdien af sygepleje og det faktum, at det betaler sig at investere i sygeplejersker. Sådan skriver Jytte Wester i et læserbrev 12. maj.

Oprettet: 11.05.2020
Florence Nightingale er stadig relevant at fejre i dag, hvor hun fylder 200 år, skriver kredsformand Jytte Wester i et læserbrev

Kredsformand Jytte Wester har den 12. maj et læserbrev i Nordjyske i anledningen af Florence Nightingales 200 års fødselsdag:

Det er skæbnens ironi, at 2020 er blevet udråbt som sygeplejerskernes og jordemødrenes år af sundhedsorganisationen WHO. Nogen kunne måske foranlediges til at tro, at det har noget med corona at gøre, men nej. I år er det sygeplejerskernes år, fordi Florence Nightingale ville være fyldt 200 år netop i dag, den 12. maj 2020.

Hvorfor er hun stadig relevant at fejre i dag? Det er hun, fordi hun bl.a. grundlagde den moderne sygepleje i den vestlige verden. Florence Nightingale var f.eks. med til at udbrede kendskabet til, at der er en sammenhæng mellem hygiejne og overlevelse. Det er særligt aktuelt i denne tid, hvor vi vasker og spritter hænder i stor stil for ikke at blive syge eller smitte hinanden med Covid-19.

Florence Nightingale dokumenterede også, at dødeligheden var højere blandt sygeplejersker end kvinder generelt i 1858 og fastslog, at hospitalerne var nødt til at beskytte deres medarbejdere bedre. Det er skræmmende nok igen blevet nødvendigt at pointere. Mens de fleste danskere trygt har kunnet forskanse sig hjemme mod coronavirusset, har sygeplejerskerne og deres kolleger været ude og hjulpet patienter og borgere uden altid at kunne være beskyttede med masker og vesirer.

WHO har ikke kun udråbt 2020 til at være sygeplejerskernes år for at fejre Florence Nightingale. De har brugt det som anledning til at sætte fokus på værdien af sygepleje og det faktum, at det betaler sig at investere i sygeplejersker. Forskning viser bl.a., at flere patienter overlever og får et bedre forløb med færre infektioner og genindlæggelser, hvis antallet af sygeplejersker passer sammen med antallet af patienter.

Derfor vil jeg også bruge dagen i dag som anledning til at sige: Investér i sygeplejerskerne, og pas godt på dem, vi allerede har. Sørg for, at de har sikre arbejdsforhold, at antallet af sygeplejersker passer sammen med antallet og sværhedsgraden af opgaverne, og at de får en ordentlig løn for det livsvigtige arbejde, de udfører for os alle.