Tvang skræmmer sygeplejersker væk

Ledelsen på Aalborg Universitetshospital vil tvinge sygeplejersker fra blandt andet Hobro til at arbejde i Aalborg. Det risikerer at få flere til at sige op.

Oprettet: 22.01.2023
Carsten Lorenzen

Vi undrer os voldsomt over, at ledelsen af Aalborg Universitetshospital vil tvinge sygeplejersker til at arbejde på flere adresser og i vagter, der ikke er en del af deres oprindelige ansættelse. Det er nærmest opskriften på at få flere til at sige op i stedet for det, vi alle ønsker: At flere bliver i jobbet, og vi kan tiltrække flere.

Manglen på sygeplejersker er enorm – og de fleste er nok klar over, at det betyder længere ventelister, risikerer at gå ud over patientsikkerheden, og at det giver dårligere arbejdsforhold for både sygeplejersker og kolleger.

Sygeplejersker, der normalt arbejder i dagvagter på hverdage på sygehuset i Hobro, skal nu mod deres vilje tage weekendvagter inklusive aftener i Aalborg. Også sygeplejersker i Aalborg skal fremover tage weekendvagter på andre afdelinger.

Det er selvfølgelig i orden og helt nødvendigt, at der skal arbejdes på skæve tider. Det ved sygeplejersker kun alt for godt – mange har vagter ikke bare i weekenden, men også jul, nytår og påske. Når familien samles, når kollegerne fester, og når pinsesolen danser. Men det skal foregå frivilligt, for ellers ryger arbejdsglæden – og det risikerer at få flere til at sende opsigelser.

Det har sygehusledelsen på Aalborg Universitetshospital tilsyneladende glemt, når alle sygeplejersker på endoskopi og dagkirurgisk i Hobro nu er blevet varslet med deres individuelle varsel til at tage omkring seks weekendvagter om året på de mave-tarmkirurgiske sengeafsnit A1 og A2 på Aalborg Universitetshospital Syd. Også sygeplejerskerne på Plastik- og mammakirurgisk samt Abdominal-kirurgisk ambulatorium i Aalborg er blevet varslet, at de skal tage weekendvagter på mave-tarmkirurgisk sengeafsnit.

Ledelsens beslutning har skabt en enorm utryghed blandt sygeplejerskerne. De er usikre på, om de har de rette kompetencer, om der bliver tilstrækkelig oplæring, og om de får den fornødne rutine.

Samtidig står en del med private udfordringer. Ikke alle har bil – og kan man overhovedet komme hjem med offentlig transport lørdag aften – eller på arbejde søndag morgen? Nogle er alene med børn, andre har måske ægtefæller, der også arbejder i weekenderne. Nogle skal måske passe syge familiemedlemmer, eller de har forpligtelser i private foreninger. Der kan være et utal af grunde til, at man har valgt et arbejde, hvor man netop ikke skal arbejde i weekenden.

Fra Dansk Sygeplejeråd har vi stor forståelse for, at der er problemer med at få besat stillingerne i Aalborg, og at der derfor må gøres noget. Det kunne være at skabe attraktive arbejdspladser med stor indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstid, sammenhæng mellem job og fritid samt med frivillighed i stedet for tvang. Hvis vi skal løse problemerne med at rekruttere og fastholde sygeplejersker, så er arbejdsgiverne og politikerne nødt til at tage arbejdsmiljøet alvorligt og kigge på lønnen – ikke mindst i forhold til stillinger med ubekvemme arbejdstider. Ellers søger sygeplejerskerne væk. Nogle til det private, nogle til Norge, og nogle vælger desværre helt at forlade faget. Vi synes, at det er lige så trist som alle andre – ikke mindst de mange sygeplejersker, der faktisk elsker deres fag og gerne vil være der for patienterne, men som ikke orker mere.

Flere opsigelser og endnu større arbejdspres risikerer også at blive konsekvensen af, at sygehusledelsen har valgt pisk frem for gulerod. Vi ved godt, at det ikke i første omgang lykkedes at få tilstrækkeligt mange medarbejdere til at sige ja til frivilligt at tage vagterne i Aalborg. Men så må man jo forsøge sig med et mere attraktivt tilbud.

I stedet har ledelsen valgt at stå benhårdt fast på sin ledelsesret. Det kan vi desværre ikke forhindre den i. Men vi hører omvendt nogle af vores medlemmer sige, at de har retten til at sige op og finde andet arbejde. Dermed risikerer ledelsen at stå med problemer ikke bare i Aalborg, men også i Hobro.

Sygeplejersker er ikke ludobrikker, robotter eller bare varme hænder – det er hele mennesker med hele liv. Og de kræver at blive taget med på råd om deres egne arbejdsforhold.

 

Forkvinde Christina Windau Hay Lund og kredsnæstforkvinde Bodil Laustsen, Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland, Sofiendalsvej 3, 9200 Aalborg SV