Da folket mødte politikerne

Folkemødet på Bornholm var en god mulighed for at få politikere og andre beslutningstagere i tale. Det udnyttede vi fem udsendte sygeplejersker fra Nordjylland til fulde.

Oprettet: 28.06.2022
Christina Windau Hay Lund

Sygeplejersker i røde t-shirts fyldte godt op på Bornholm, da politikere og beslutningstagere var samlet til Folkemødet, så ingen var i tvivl om, hvem vi var og hvad vi mener. Vi var fem afsted fra kredsbestyrelsen i Nordjylland og sørgede for at brede os godt ud, så vi kunne deltage, stille spørgsmål og komme med kommentarer så mange steder som muligt – blandt andet til debatter om bedre psykiatri, fremtidens sundhedsvæsen, uddannelse af blandt andre sygeplejersker samt debat om introduktion til nyansatte.

Kreds Nordjylland har allerede haft konkret udbytte af deltagelsen - or jeg fik lejlighed til at tale kort med statsminister Mette Frederiksen og stille hende et konkret spørgsmål, der har dannet baggrund for et læserbrev, der er på vej i Nordjyske.

 Jeg fik egentlig ikke klart svar på spørgsmålet – om hvordan sundhedsvæsnet skal dæmpe aktiviteten, sådan som Mette Frederiksen og regeringen taler om, at hele samfundet skal. Men at vige uden om er jo også en slags svar. Derfor handler mit læserbrev om, at politikerne er nødt til at træde i karakter og beslutte, hvad sundhedsvæsnet ikke skal tilbyde til patienter og borgere. Vi kan ikke spare lidt hist og lidt her – der skal reelle prioriteringer af opgaverne til.

Ud over de mange organiserede debatter mødte vi blandt andre også den konservative formand Søren Pape Poulsen og havde en lang snak med den nordjyske regionsformand Mads Duedahl. Han kom ikke med konkrete løfter, men vi fik forklaret ham om mange forskellige problemstillinger og vores forslag til løsninger. Forhåbentlig tager han nogle af forslagene med videre.

Moderne daglejere

Personligt var det nok et møde om udviklingen på arbejdsmarkedet og nye ansættelsesformer, der gjorde størst indtryk. Mødet hed ”Prækariatet er her allerede”. Prækariatet er betegnelsen for de moderne daglejere, som befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet uden udsigt til at få et fast job med stabil indtægt.

Her fortalte blandt andre en skuespiller om, hvordan hun havde konstant stress over ikke at vide, hvad hendes næste job var, og hvor huslejen skulle komme fra. Hvornår kunne hun regne med den næste film eller den næste teaterforestilling?

Den usikkerhed giver ikke bare stress. Den betyder også, at man ikke får indbetalt til pension, ikke kan holde barsel eller planlægge sin ferie. Ting, som vi andre tager for givet. Usikkerheden skaber også en usund afhængighed af arbejdsgiverne, og stiller en ringere både økonomisk og i den magtrelation, der altid gælder i et forhold mellem lønmodtager og arbejdsgiver. Derfor er det egentlig ikke så underligt, at det netop er fra et fag som skuespiller, at vi har hørt om mange metoo-sager.

Desværre kan de usikre ansættelsesforhold hurtigt brede sig – også til sundhedssektoren. Opgaver udliciteres til private firmaer, der i stor udstrækning benytter løs arbejdskraft uden rettigheder. En del sygeplejersker ønsker – forståeligt nok – at få højere løn og søger derfor til vikarbureauer. Men så mister man også sin faste vagtplan, måske sin pensionsindbetaling og sin mulighed for at planlægge ferie og fridage med familien. Samtidig kan det blive sværere at sige fra, hvis man udsættes for urimelige arbejdsvilkår. For ringer bureauet så igen, eller bliver man blacklistet?

Tag ikke rettigheder for givet

Netop de usikre arbejdsforhold, der breder sig ikke bare i Danmark, men for alvor i resten af Europa, bliver et stort tema på møder for vores tillidsrepræsentanter i august. Her får vi besøg af en journalist og en fotograf, der har rejst Europa tyndt for at dokumentere arbejdsforholdene for det nye prækariat, de nye løsarbejdere. Jeg ser meget frem til at blive klogere på udviklingen, når vi præsenteres for Working Poor Road Trip.

Jeg er sikker på, at foredraget vil vise, hvor vigtigt det er ikke at tage vores forhold og rettigheder for givet. Vi kan desværre bare se på USA, hvor afskaffelsen af retten til abort viser, at vi skal blive ved med at kæmpe for at bevare vores rettigheder. Både som kvinder og som lønmodtagere.

En anden af vores tilkæmpede rettigheder er ferie. Jeg håber, at I alle får mulighed for at holde en velfortjent ferie med jeres kære.