Aktioner fra Nordjylland til Forligsen
Hvor er det dog fantastisk at se, at så mange nordjyske sygeplejersker allerede deltager i forskellige aktiviteter for at markere vores krav om et lønløft. I fredags gik mindst 150 i kæde over Limfjordsbroen, ugen før gik vi op ad bakke i Hobro, ugen før igen blev der delt løbesedler ud i Aalborg. I eftermiddag er der en happening i Hjørring- og i morgen deltager vi i Tjenestemandstirsdag i Aalborg. De mange aktiviteter tjener flere formål: Dels at vise og forklare offentligheden, hvorfor det er på høje tid, at sygeplejersker lønnes efter uddannelse, kompetencer og ansvar. Dels at presse politikerne til at få ændret den forældede Tjenestemandsreform. Dels at vise opbakning til vores forhandlere i Forligsinstitutionen - formand Grete Christensen og næstformand Dorthe Boe Danbjørg. Selv stod jeg foran Forligsinstitutionen i København i fredags sammen med kredsnæstformand Christina Windau Hay Lund og en masse andre sygeplejersker. Forhandlingerne er strengt fortrolige, men parterne er indkaldt igen i morgen tirsdag og i overmorgen fredag. Lokalt er vi gået i gang med at forhandle nødberedskab med Region Nordjylland og snart også Aalborg Kommune. Igen er formålet dobbelt: Vi skal dels sikre, at ingen patienter og borgere lider overlast - alt akut og livstruende skal selvfølgelig udføres som vanligt. Dels skal vi sikre, at en eventuel konflikt kan mærkes på arbejdsgiverne. Foreløbig satser vi dog på, at det slet ikke bliver nødvendigt at strejke. Så lad os fortsætte presset på arbejdsgivere og politikere, så vi får en bedre aftale. Vi er mere værd! Jytte Wester Kredsformand
Følg med:
Hjemmeside med alt om OK21 i Nordjylland
Vi har samlet alle informationer om nyheder, aktiviteter, events, merchandise, materialer til download og meget andet på en underside på Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjyllands hjemmeside. Så er det let at følge med.
OK21-konkurrence
Vind rundstykker til arbejdspladsen
Arrangerer du og dine kolleger en happening, aktion eller et andet event? Så kan I også vinde rundstykker til arbejdspladsen. Hver onsdag udtrækkes to vindere blandt de events/happenings, som er sendt ind til kredsen i den foregående uge - senest tirsdag aften kl. 23:59. Hvis vi modtager mere end 10 events/happenings, udtrækkes der tre vindere. De skal sendes til ll@dsr.dk med oplysning om følgende: - Dato og sted for eventen/happeningen - Hvad den bestod i? - Hvor den foregik? Mailen skal også vedhæftes et billede fra arrangementet. Gevinsten er rundstykker til egen arbejdsplads. Vinderne vil blive offentliggjort på hjemmesiden og på Facebook - så ved at deltage i lodtrækningen giver man samtidig samtykke til, at vi må offentliggøre navn, billede og indhold af eventen/happeningen.
Nu også i Aalborg:
Tjenestemandstirsdag
I flere uger har en tværfaglig gruppe arrangeret protester mod Tjenestemandsreformen foran Christiansborg. Nu kommer arrangementet til Aalborg, og DSR er inviteret til at tale.Tirsdag den 11. maj kl. 15 - 17 på Gammeltorv i Aalborg Kredsnæstformand Christina Windau Hay Lund er inviteret til at holde en af talerne. DSR, Kreds Nordjylland sponsorer også kaffe til arrangementet. På Facebook skriver arrangørerne blandt andet: "Vær med til at skabe folkelig og politisk opmærksomhed på, at tiden nu er inde til et opgør med Tjenestemandsreformen af 1969, der har fastholdt adskillige kvindedominerede fag på det offentlige arbejdsmarked i et forældet lønhierarki. Vi forventer at alle tager Corona alvorligt (husk mundbind og håndsprit), og holder den nødvendige afstand."
Opbakning til forhandlerne
Kæde af sygeplejersker over Limfjordsbroen
Fredag dannede mindst 150 sygeplejersker og radiografer kæde over Limfjordsbroen for at sende opbakning til forhandlerne i Forligsinstitutionen og markere, at vi er mere værd. Du kan se alle billederne, dronevideoen og TV2 Nords indslag via linket herunder.
Gå ikke glip af noget...
Følg Kreds Nordjylland på Facebook
Er du på Facebook? Så skal du selvfølgelig følge Kreds Nordjylland - for på vores side får du alle de gode billeder, mulighed for at deltage i diskussionerne, høre om nye events og selv sende billeder og videoer ind. Bare følg linket og tryk "Synes godt om":