NordNyt - Fælles kamp for markant lønløft 23.04.2021

Jytte_Wester_1maj_2019.jpg

Fælles kamp for markant lønløft

Nu er konflikten varslet og kampen for højere løn og ligestilling mellem kvinde- og mandedominerede fag går ind i en ny og afgørende fase. Det er vigtigere end nogensinde, at vi står sammen og viser både arbejdsgivere og befolkning, at det er på høje tid, at sygeplejersker får en løn, der svarer til uddannelse, kompetencer og ansvar. I Nordjylland er der som i resten af landet udtaget 10 procent af medlemmerne til en eventuel konflikt. Det kan ramme i Aalborg Kommune og på afdelinger på sygehusene i Frederikshavn, Hjørring, Thisted, Farsø og Hobro. Din tillidsrepræsentant kan svare på, hvem der mere præcist er omfattet. Konflikten kan tidligst gå i gang natten mellem den 20. og 21. maj, men kan blive udsat af Forligsmanden. I første omgang håber jeg dog, at alene truslen om strejke kan presse arbejdsgiverne i regioner og kommuner tilbage til forhandlingsbordet, så vi kan få en bedre løsning. Samtidig glæder jeg mig over, at der på Christiansborg ser ud til at være bevægelse blandt flere politikere, der godt kan se, at det er nødvendigt at få ændret Tjenestemandsreformen fra 1969. Det er afgørende, at vi alle sammen fortsætter presset på arbejdsgivere og politikere. Det er en fælles konflikt – ikke kun en konflikt for de områder, der er udtaget til strejke. Derfor skal vi også have gang i lokale aktiviteter i hele Nordjylland, så vi kan komme ud med budskabet om, at vi har brug for et markant løft af lønnen. Kom endelig med gode idéer og sæt gang i jeres egne initiativer – på de sociale medier, på gader og stæder, i pressen og overfor venner og bekendte. Vi satser på en forhandlingsløsning – men er klar til at gå hele vejen, hvis det bliver nødvendigt. Jytte Wester, Kredsformand

 

Virtuelle informationsmøder:

Sammen om OK21

Den varslede konflikt rejser mange spørgsmål - derfor har Kreds Nordjylland arrangeret en række virtuelle møder for alle medlemmer. På møderne vil kredsformandskabet i Nordjylland orientere om, hvor vi aktuelt er i forhandlingsprocessen – hvad der er sket de seneste dage, og hvad der kommer til at ske de næste dage. Det er nødvendigt med tilmelding, da møderne er ’lukkede’ og kun for DSR’s medlemmer. Du kan tilmelde dig det antal møder, som du har tid og mulighed for at deltage i. Inden mødet – samme dag omkring middagstid - vil der blive sendt en mail til dig med et link til mødet, som du skal benytte. Møderne holdes hver mandag og torsdag fra kl. 15.45 – 16.30. I første omgang er disse møder åbne for tilmelding: - 26.04.2021: https://tilmeld.dsr.dk/260421sammenomok21 - 29.04.2021: https://tilmeld.dsr.dk/290421sammenomok21 - 03.05.2021: https://tilmeld.dsr.dk/030521sammenomok21 - 06.05.2021: https://tilmeld.dsr.dk/06052021sammenomok21

ViErMereVaerd-klistermaerke150x150png.png

Hotline og konfliktside

Har du spørgsmål om, hvordan du er stillet i forbindelse med den eventuelle konflikt, kan din tillidsrepræsentant ofte hjælpe dig. Du kan også selv søge oplysninger på DSR's hjemmeside, der dagligt bliver opdateret med seneste nyt på dsr.dk/konflikt. DSR har også en hotline, som du kan ringe eller skrive til. Telefon: 46 95 43 01 Mail: ok21@dsr.dk Åbningstider i OK21 hotline: Mandag - torsdag kl. 9-16. Fredag kl. 9-15. Mails besvares løbende i åbningstiden.

> DSR's konfliktside

Møde for de udtagne til strejke

Onsdag den 28. april 2021 kl. 16.00-17.30 er der Teams-møde for sygeplejersker, der er ansat på arbejdspladser, der er udtaget til konflikt. Her kan du høre mere om, hvad en eventuel konflikt betyder for dig - både hvad angår konfliktunderstøttelse, nødberedskab, ferie, uddannelse og meget andet.

> Tilmelding

Virtuelt medlemsmøde:

Astrid_Elkjaer_Soerensen.jpg

Kampen om ligeløn med Astrid Elkjær Sørensen

Historiker Astrid Elkjær Sørensen står bl.a. bag en ny undersøgelse, som viser, at Tjenestemandsreformen fra 1969 stadig spøger i en sådan grad, at traditionelle kvindefag i det offentlige fortsat ligger lønmæssigt lige så lavt i hierarkiet som i 1969. Kreds Midtjylland har inviteret Kreds Nordjyllands medlemmer til at deltage i arrangementet ’Kampen om ligeløn’ med Astrid Elkjær Sørensen, som er ekspert i skandinavisk ligestilling. Tilmelding senest den 3. maj 2021 via linket herunder.

> Tilmelding TV2Nord_iw4_edited2.jpg

DSR og nordjyske sygeplejersker i medierne

En af de mange måder, vi lægger pres på arbejdsgivere og politikere i forhold til at gøre op med sygeplejerskernes lønefterslæb, er ved at udtale os i medierne. I går satte sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd sig massivt på sendefladen både landsdækkende og her i Nordjylland. Du kan se en oversigt over de historier, som nordjyske sygeplejersker og kredsen medvirkede i i går her:Nordjyske sygeplejersker gav overskrifter efter konfliktvarsel Selv uden konfliktvarsel optræder Dansk Sygeplejeråd mange steder i mediebilledet med presseomtaler, debatindlæg og på sociale medier. Meget af det bliver samlet på siden her, som løbende bliver opdateret:Følg DSR i medierne.