Kom til generalforsamling i din egen stue
I år bliver du ikke set skævt til, hvis du har natbukser på til generalforsamlingen - den bliver nemlig virtuel og finder sted på din pc, Ipad eller smartphone mandag den 19. oktober klokken 16.30. Meget er dog, som det plejer: Vi skal overrække Nordjyllands Sygeplejerskepris, høre hvad kredsen særligt skal arbejde med de kommende år, og holde konkurrence med mulighed for at komme til Hotel Koldingfjord. For at vi kan give dig de bedste betingelser for at deltage elektronisk, er det bedst, at du tilmelder dig senest torsdag den 8. oktober. Hvis du allerede tilmeldte dig generalforsamlingen, da den skulle holdes i Aalborg Kongres & Kultur Center, skal du lige ind og tilmelde dig igen.
Fuldtidsansættelser skal være udgangspunktet – deltid en mulighed
Fokus på fuldtid i kommunerne
Aalborg, Frederikshavn og Thisted er blandt de 26 kommuner, som skal være frontløbere i et nyt projekt om fuldtidsansættelser. Det er KL (Kommunernes Landsforening) og Forhandlingsfællesskabet (som DSR er med i), der er gået sammen om projektet, der skal gøre fuldtidsansættelser til det normale udgangspunkt i kommunerne – med deltid som en mulighed. I dag er det kun fire ud af ti sygeplejersker, der arbejder på fuld tid i kommunerne – nogle selvvalgt, men andre fordi de kun fik tilbudt deltid, eller fordi arbejdstempoet er så højt, at de ikke kan holde til det 37 timer om ugen.
Øg dine muligheder for lønstigninger
Sig først ja til et nyt job efter lønforhandling
Vi ved, at det er i forbindelse med et jobskifte, at man har de bedste muligheder for at stige i løn. Alligevel siger hver anden sygeplejerske det gamle job op, inden lønnen i det nye er på plads.