Nordnyt - Støttedemo i Aalborg 18.08.2021

Jytte_Wester_1_maj_2018.jpg

Nu MÅ arbejdsgiverne reagere

Selv om vores strejke nu er den længste sygeplejerskestrejke nogensinde, så er arbejdsgiverne chokerende tavse. Regionernes chefforhandler Anders Kühnau siger på den ene side, at han ikke har en krone til sygeplejerskerne og på den anden side, at nu må vi præsentere nogle realistiske krav. Det er dog rent spin. Han ved udmærket, at der skal penge på bordet, hvis sygeplejerskerne skal komme tilbage på arbejde. Sygeplejerskerne strejker for at få en løn, der svarer til vores uddannelse, ansvar og opgaver. Vi ønsker en løn, der kan tiltrække og fastholde sygeplejerskerne i vores fag, så vi kan sikre vores fælles sundhedsvæsen. Vi forventer en lønudvikling, hvor sygeplejerskerne kan sammenligne sig med de mandedominerede fag i den offentlige sektor. Vi har et efterslæb på 15-20%. Det skal udlignes, så vi får en fremtid uden forskel. Det ved både Anders Kühnau og Kommunernes Landsforening ganske udmærket. Hvis de ikke har pengene, så må de gå til regering og Folketing og forklare tingenes alvorlige tilstand. Situationen er alvorlig. Forleden lå der 150 patienter mere, end der er senge til, på Aalborg Universitetshospital. Det gav en belægningsprocent på 128,5! Desværre skal der åbenbart mere til, så fra på onsdag lukker vi Fertilitetsklinikken i Aalborg. Jeg har stor medfølelse med de unge kvinder og par, der får udsat deres store ønske om et barn. Men løsningen er egentlig ret simpel: Arbejdsgivere og politikere må på banen. Stor hilsen til alle jer seje og kæmpende sygeplejersker Jytte Wester Kredsformand

Støttedemonstration i Aalborg

En række fagforeninger har indkaldt til demonstration i Aalborg for at vise deres støtte til sygeplejerskerne. - Sygeplejerskernes kamp er også vores kamp. Den er alle lønmodtageres kamp, og vi lader ingen stå alene. Sygeplejerskerne og andre ansatte i sundhedssektoren har fortjent mere i løn, siger formanden for 3F Aalborg, Allan Busk, som begrundelse for at arrangere støttedemonstrationen. Det foregår fredag den 20. august kl. 14.00 foran Mallorca Bar på John F. Kennedys plads i Aalborg. Der vil være taler fra både de fagforeninger, der viser deres støtte og fra Dansk Sygeplejeråd. Der vil også være et stykke pizza og en øl/vand til de fremmødte. - Det er fantastisk at se så stor opbakning fra de andre organisationer i fagbevægelsen, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Jytte Wester. Vi sender en kæmpe tak til 3F Frederikshavn, Fødevareforbundet NFF Nordjylland, 3F Aalborg, 3F Thy-Mors, Østhimmerlands Lærekreds og Malernes Fagforening Nordjylland. Så mød op i røde t-shirts og med skilte og tak mod opbakningen.

> Se arrangementet på Facebook

Drop Ind - stilledemo i Aalborg 19/8

Torsdag den 19. august er der demonstration Aalborg kl. 15-17. Vi har nu larmet, synget, fløjtet og meget andet ved rigtig mange strejke-aktiviteter. Derfor laver vi DROP-IND Stille-demo. Med DROP-IND menes, at du kan deltage i den tid, der passer dig, i tidsrummet kl. 15 - 17. Og behøver ikke være med fra begyndelsen - du 'DROPPER bare IND' Det foregår: Nytorv i Aalborg fra kl. 15 - 17 (vi mødes på Nytorv på den anden side af Mc Donalds) Vi har bestilt tørvejr og satser derfor på, at vi sidder på jorden (medbring derfor gerne en pose, en lille pude eller lignende til at sidde på).

Stilledemo i Thisted 19/8

Sygeplejerskerne mødes ved Toyota, Silstrupvej 1, 7700 Thisted kl. 15 - 16. Vi står med vores skilte og laver en stille demonstration.

Vi hilser på regionsrådet 23/8

Regionsrådet i Nordjylland holder ordinært regionsrådsmøde mandag den 23. august kl. 13. Regionsrådet er derfor inviteret ud foran hovedindgangen ved Regionshuset inden mødet, så vi kan hilse på dem. Mød talstærkt op foran hovedindgangen ved regionshuset kl. 12.30 på - og vær med til at hilse på regionsrådet. - Det er ved at være i 11. time med at tage hånd om, at sygeplejersker får gode løn- og arbejdsforhold. Forhold der vil betyde, at sygeplejersker – altså jeres ansatte - finder det meningsfyldt at genoptage arbejdet og fortsætte i faget i årene frem, siger kredsformand Jytte Wester. Kom i rød t-shirt og medbring skilte.

Mød byrådene

Politikerne er tilbage fra ferie og der er i de kommende uger møder i de fleste byråd. Vores fællestillidsrepræsentanter i kommunerne er ved at stable forskellige arrangementer på benene, hvor vi kan møde byrådene og fortælle, hvorfor sygeplejerskerne skal have et lønløft. Hør nærmere hos din tillidsrepræsentant, følg med på Facebook eller på dsr.dk. 25. august mødes sygeplejerskerne i Hjørring fra både kommune og sygehus ved klubhuset på Bistrupvej 33c kl. 16. Herfra går vi op igennem gågaden til Codanhus, hvorfra vi kl. 17-18 tager imod politikerne, når de ankommer til byrådsmødet, der begynder kl. 18.

> Følg med i alle aktiviteter