NordNyt - Vinterpakke og julehilsen 22.12.2021

Nyt_formandskab_lille.jpg

Julehilsen i en hektisk tid

Det er en voldsom tid at være sygeplejerske i. Derfor har det også været 44 heftige dage, vi har haft indtil nu som nyvalgt kredsformandskab. Vi lagde ud med allerede på første dag at måtte tage afstand til Mette Frederiksens appel om, at sygeplejersker skal yde ekstra igen. Det er politikernes – ikke sygeplejerskernes – ansvar, at sundhedsvæsnet hænger sammen. Derudover har vi blandt meget andet forhandlet vinterpakke og beredskabsaftaler (læs mere nederst i nyhedsbrevet). Og vi har fået nye politikere i både kommuner og regionsråd (og har allerede holdt de første møder med flere af dem). Vores første møde i den nye kredsbestyrelse var lidt af en ilddåb. TV2 Nord stillede direkte om til os flere gange i deres valgdækning, så sygeplejersker på den måde blev et centralt emne i deres program. 2022 - hold fast i sammenholdet Vi har generelt talt sygeplejerskernes sag i både lokale og landsdækkende medier – og det har vi heldigvis gjort sammen med mange medlemmer, der også har ytret sig. 2021 er blevet et år, hvor sygeplejersker virkelig har rykket igennem og fået sat flere emner på den politiske dagsorden. Det skal vi holde fast i og tage med os ind i 2022. Vi skal holde fast i styrken ved at stå sammen. I 2022 skal lønkomitéen arbejde videre, så det er et særligt vigtigt tidspunkt, at vi som faggruppe bliver ved med at stå frem og dermed fastholder politikernes – og befolkningens – fokus på, hvilken betydning sygeplejersker har for et velfungerende sundhedsvæsen og dermed også et trygt velfærdssamfund. Og for at der kan være nok sygeplejersker, kommer man ikke uden om at gøre noget ved grundlønnen. Fortsat fokus på grundløn Vi vil gerne understrege, at vi er helt enige i, at hverken vinterpakken eller beredskabsaftalerne løser noget på den lange bane. Det er godt, at politikerne giver ekstra midler til at komme gennem vinteren, men det får os på ingen måde til at miste fokus fra kampen om en rimelig grundløn! Det er også vigtigt at sige, at det ikke er DSR, der har besluttet, at der indtil videre kun er beredskabsaftaler og vinterpakke til de regionale sygeplejersker. Det er folketinget og regionens beslutning – vi er kun forhandlingspart og helt klar over, at sundhedsvæsnet består af meget mere end sygehuse. Derfor holder vi også skarpt øje med bl.a. kommunerne – især nu hvor det er meldt ud, at de på meget kort tid skal kunne stille 300 midlertidige sengepladser til rådighed. Det er vigtigt, at det er tydeligt, hvad Dansk Sygeplejeråd arbejder med. Derfor håber vi alle tre på løbende at kunne fortælle endnu mere om, hvad vi laver i det nye år, end det har været muligt i denne første hektiske tid. Vi ved, at julen for flere af jer bliver mere presset på arbejdet end nogensinde før. Men vi håber, at I alle trods alt også får tid til at fejre en del af højtiden med dem, I holder af. Bedste hilsner, Christina Windau Hay Lund, kredsformand Caroline Kronborg Grøn, 1. kredsnæstformand Bodil Laustsen, kredsnæstformand

 

Finanslovsmidler

Nordjysk vinterpakke på plads

Region Nordjyllands del af vinterpakken (103,3 millioner) har bl.a. en fastholdelsesbonus, som Dansk Sygeplejeråd har argumenteret for.

> Læs mere og find hele aftalen her

Covid-19

Forbedret beredskabsaftale

Ny aftale med Region Nordjylland om coronaberedskab bygger på frivillighed og giver højere betaling end den tidligere aftale.

> Læs mere og find aftalerne her