Fokus på fagligt forsvarlige normeringer i Kreds Sjælland

På årets første kredsbestyrelsesmøde var der mange sager på dagsordenen, bl.a. den nyeste indsats omkring fagligt forsvarlige normeringer.

Oprettet: 12.02.2019

Fra OK18 forhandlingerne fik vi syn for sagen, rigtig mange afdelinger fungerer dagligt med så få medarbejdere, at man ganske enkelt ikke kunne udtage dem til lockout, de var nemlig allerede på niveau med nødberedskabet. Det er ikke i orden, og det må få mange ledelser til at stille spørgsmålstegn ved, om man har fagligt forsvarlige normeringer på arbejdspladserne. Derfor besluttede DSR’s hovedbestyrelse, at der i 2019 skal være fokus på normeringerne på sygeplejerskernes arbejdspladser. I DSR Kreds Sjælland har vi i samarbejde med Lederforeningen sat fokus på ledelsesdelen af problematikken. Vi vil derfor indkalde oversygeplejersker og afdelingssygeplejersker til en konstruktiv drøftelse af udfordringerne. Derudover er der også en løbende dialog med ledelsen på sygehusene og regionen omkring problematikken.

Du kan læse mere om fagligt forsvarlige normeringer i Sygeplejersken og her.