Forårets medlemsarrangementer

Arrangementskalenderen er netop blevet sendt ud til kredsens medlemmer – tilmeld dig i dag, til nogle af alle de spændende events i løbet af foråret og sommeren.

Oprettet: 06.03.2019

Så er tiden kommet til en ny sæson af arrangementer her i DSR Kreds Sjælland. I denne omgang kan du bl.a. tage i biografen og se den rørende film ’Wonder’, lære lidt mere om hvad hjernesmart er for noget, når Anette Prehn kommer på besøg den 25. april og fortæller om, hvorfor det er vigtigt at kende hjernens spilleregler, når man som fagperson har med børn og forældre at gøre. Du vil også kunne stifte bekendtskab med den nyeste forskning inden for diabetes når diabetestemadagen løber af stablen den 10. oktober.

Dette forår byder på en fagdag om dig og dit arbejdsliv. Vi håber, at vejret endnu engang er med os den 28. maj, når vi bl.a. får besøg af Bente Klarlund, der vil fortælle om hvad en ganske almindelig gåtur kan gøre for helbredet. Senere på dagen vil Mia Hesselberg-Thomsen holde et oplæg om det at spille en professionel rolle i andres liv. Foredraget giver en humoristisk, medrivende og håndgribelig indsigt i de relationsskabende rollers betydning - For hvad er en professionel rolle egentlig?  Og hvordan dannes virkelyst og medansvar i relationen, frem for umyndiggørelse og modløshed?

I løbet af dagen vil der også være en række workshops, hvor bl.a.  Ulla Riis Madsen, ph.d., postdoc, sygeplejerske ved Ortopædkirurgisk afdeling på Holbæk sygehus, vil fortælle om sit nye forskningsprojekt, der viser, hvordan rehabiliterende og lindrende indsatser kan forbedre livskvaliteten for patienter med multisygdom.

  • Læs mere om fagdagen her
  • Se arrangementskalenderen her 
  • Tilmeld dig til arrangementerne her