Generalforsamlingen bliver virtuel

Til efterårets generalforsamling skal vi mødes ved skærmen i stedet for fysisk. Det blev besluttet på kredsbestyrelsesmødet den 25. august.

Oprettet: 27.08.2020

Vi er mange, der havde glædet os til at mødes på kryds og tværs i kredsen til generalforsamlingen. Men på grund af risikoen for at sprede smitte iblandt sygeplejersker, har kredsbestyrelsen besluttet, at generalforsamlingen skal afholdes virtuelt.

Kredsformand Helle Dirksen forklarer ’Der er ikke noget, vi hellere vil end at møde medlemmerne fysisk og være sammen til generalforsamlingen.  Det personlige møde er uvurderligt og tillige er det med til at styrke relationer mellem medlemmerne, hvilket ligger kredsbestyrelsen meget på sinde. Men vi vil ikke løbe risikoen for at sprede smitte på tværs af forskellige arbejdspladser, og særligt iblandt en gruppe, der er så vigtig som sygeplejersker. Vi vil nu arbejde for at få et godt virtuelt alternativ til en fysisk generalforsamling. Heldigvis har forårets mange online møder jo vist, at vi sagtens kan have en god dialog alligevel, og få talt om alle de ting, der ligger os på sinde hver især.’
Præcis, hvordan det hele vil fungere, vil der snarest muligt komme en plan for – men indtil da, kan du tilmelde dig her .
Vi håber, at du vil deltage bag skærmen eller med en smartphone i hånden og være med til at sætte kursen for kredsen de næste 2 år, når generalforsamlingen afholdes den 27. oktober.

Formandsgruppen har også besluttet, at vi foreløbig frem til og med den 31. oktober ikke vil afholde fysiske arrangementer. Det betyder, at der vil komme nogle aflysninger af arrangementer, og at der i stedet vil komme nye, virtuelle arrangementer. For nogle af arrangementerne – f.eks. temadagen om sårpleje, er der ikke noget meningsfuldt virtuelt alternativ (endnu), så sådanne arrangementer, vil helt blive aflyst.  Hold øje med oversigten for at se de nye tilbud, der vil blive udbudt i løbet af efteråret.

 

Nyt forskningsprojekt blev præsenteret

På samme kredsbestyrelsesmøde blev forskningsprojektet NUCAP også præsenteret. NUCAP-projektet er udarbejdet i samarbejde mellem Region Sjælland og Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, og det har bl.a. til formål at afdække, hvad der karakteriserer de afdelinger på sygehusene, der formår at fastholde sygeplejerskerne. Det undersøger også, hvilke konsekvenser manglen på sygeplejersker har for patientnære mål og sundhedsøkonomisk set.Forskningsleder Bibi Hølge-Hazelton og forsker Uffe Bjerregaard
Rapporten offentliggøres den 1. september, men fremlæggelsen af forskningsleder Bibi Hølge-Hazelton og cand.polit. og forsker Uffe Bjerregaard, løftede allerede en del af sløret for de længe ventede resultater.