Generalforsamlingen i Kreds Sjælland siger stop til gratisarbejde

Gratisarbejde var temaet for dette års generalforsamling i Kreds Sjælland. Gratisarbejde udhuler lønnen og skjuler, at opgaverne ikke kan nås i arbejdstiden.

Oprettet: 31.10.2018

Dette års generalforsamling satte rekord, hele 328 sygeplejersker var mødt op, og de siger stop til gratisarbejde! Det viste de med al tydelighed på det store fællesfoto, og emnet fyldte også meget i aftenens debat. Gratisarbejde er nemlig noget, alt for mange må ty til for at få arbejdslivet til at hænge sammen. Det er ganske enkelt ikke i orden, og det må være arbejdsgivers ansvar at sørge for, at opgaverne kan nås indenfor arbejdstiden!

Før selve generalforsamlingen gav dr.med. Peter Lund Madsen et finurligt og lærerigt oplæg om menneskets hjerne, med et særligt blik for, hvad der gør sig gældende for os sygeplejersker. Og desuden opfordrede han sygeplejersker til selvfølgelig at kræve løn for det arbejde, de yder.

Talelysten, engagementet og interessen var stor, og debatten kom vidt omkring forholdene for de studerende, Sundhedsplatformen, regionens nedskæringer, ledelse og meget andet. I løbet af aftenen blev der også stemt om et forslag om nedlæggelse af Sundhedsplatformen, det blev dog ikke vedtaget. Derimod blev der vedtaget et forslag om fortsat at arbejde for forbedringer af Sundhedsplatformen frem til 2020, og herefter vurdere om disse forbedringer er tilstrækkelige.

I forbindelse med generalforsamlingen, blev der også udsendt en pressemeddelelse, som du kan læse her: pressemeddelelse