Kredsbestyrelsen hilser de 1000 ekstra sygeplejersker velkommen

På kredsbestyrelsesmødet d. 1. oktober blev regeringens plan for 1000 ekstra sygeplejersker drøftet. Bestyrelsen er positiv overfor denne saltvandsindsprøjtning til sundhedsvæsnet.

Oprettet: 10.10.2019

Kredsbestyrelsen følger med stor interesse med i de planer, regeringen fremlagde i forbindelse med finansloven for næste år. De har nemlig foreslået at afsætte 300 millioner kroner til flere sygeplejersker, og året efter vil det beløb stige til 600 millioner kroner.

Ifølge regeringen, vil det betyde, at man i 2020 kan ansætte 500 ekstra sygeplejersker, og i 2021 vil antallet af ekstra sygeplejersker stige til 1000.

 

Kreds Sjælland mangler sygeplejersker

Der har længe været mangel på sygeplejersker i både region og kommuner i Kreds Sjælland. Det går ud over sundhedsvæsnet, patienter, borgere og sygeplejersker, at der mangler kollegaer, og det betyder, at mange sygeplejersker dagligt mødes af et enormt arbejdspres. Derfor bliver forslaget om flere sygeplejersker hilst velkommen af kredsbestyrelsen. Samtidig skal det siges, at der er stor opmærksomhed på at arbejdspresset fortsat er stort og det bliver italesat når kredsen holder møder med politikere fra både det kommunale og regionale.