Og årets Sygeplejerskepris gik til …

”Hun er er en blændende formidler af fagligt stof, for hun har det faglige overblik. Hun ser muligheder, ikke begrænsninger. Hendes evne til at få alle i godt humør er rent guld! Du er aldrig i tvivl om, hvornår hun er her. Man kan mærke det.

Oprettet: 26.10.2017

Det er let at forstå, at sygeplejerske Ulla Sekkelund på Kristiansminde Plejecenter i Roskilde kommune er indstillet af sine kolleger til Årets Sygeplejerskepris: Hun sætter hver eneste dag positive aftryk - både fagligt og personligt - i hele medarbejdergruppen.

Ulla er inkontinensspecialist på Kristiansminde og er fænomenal til at finde gode og faglige løsninger, men hun kræver også en høj faglighed hos sine kolleger. Er altid opdateret med den nyeste viden om hygiejne og underviser glad og gerne alle kolleger. Ullas måde at kommunikere på gør, at hendes viden bliver en delt viden, som stille og sikkert siver ind i organisationen. Men Ulla kræver så også, at kollegerne anvender deres viden, og at de udnytter og benytter de rammer og muligheder, der er. Selv ser hun altid muligheder og ikke begrænsninger. Hun er konstant i dialog med ledelsen for at finde smarte og faglige løsninger og lægger ikke skjul på, at hun forventer, at organisationen til stadighed udvikler sig.

Også kollegialt er Ulla noget ganske særligt: En trykket stemning bliver tryllet væk med kærlig humor og drilleri; Ulla bruger sig selv om indsats og redskab så alle får et godt grin  - det er det rene guld!

Det er også Ulla, der hvert år står for et personalearrangement med mad, hygge og indlagt underholdning. At få mennesker til at samles om noget er lige i hendes ånd.

Selvfølgelig er Ulla også superaktiv i sin fritid som lokalformand i Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede. Og så er hun spejderleder; i den forbindelse har hun introduceret et nyt duelighedstegn, nemlig ”Skovskidermærket”. Det går i al sin enkelhed ud på, at man skal tilegne sig viden om komposteringstider i naturen og hygiejne i forbindelse med toiletbesøg, hvor der ikke forefindes muligheder for håndvask. 

Ulla Sekkelund er tydeligvis en virkelig værdig modtager af Sygeplejerskeprisen.

Da Ulla fik overrakt prisen, fik hun flere gange stående applaus. Ulla takkede - tydeligt rørt - og sagde: "Jeg elsker at være sygeplejerske!"

Ulla fik strubekræft

For 9 år siden fik Ulla strubekræft; hun fik tracheostomi og kom tilbage efter et langt syge- og behandlingsforløb. For 6 år siden deltog hun i en videofilm om at være handicappet sygeplejerske og være på arbejdsmarkedet med sit handicap: Se filmen her. (https://vimeo.com/album/1591195/video/23037406).

”Sygeplejersken” bragte også en artikelserie om at være handicappet sygeplejerske, hvor det blev beskrevet, hvilke udfordringer det kan give: Læs artiklen her.

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2010-16/jeg-laegger-en-daemper...