Vidste du … om feriereglerne

Vi har forsøgt at samle de væsentligste regler om ferie her. Har du flere spørgsmål eller problemer med at få din arbejdsgiver til at følge reglerne, er du altid velkommen til at kontakte din tillidsrepræsentant eller kredskontoret.

Oprettet: 15.06.2018

Her er i overskrifter lidt om feriereglerne. Du kan læse meget mere om feriereglerne på DSR’s hjemmeside.

Ferieår: 1. maj 2018 – 30. april 2019.

Optjeningsår: Det foregående kalenderår (dvs. 2017).

Hovedferie: Du har ret til tre sammenhængende uger placeret mellem 1. maj og 30. september og skal afholde mindst to af ugerne i perioden. Du skal kende placeringen af hovedferien senest tre måneder før afholdelse. Du har ret til at blive hørt om placeringen, og der skal lyttes til dine argumenter. Du har dog ikke nødvendigvis ret til at få placeret din ferie i skolernes sommerferie.

Restferie (op til to uger): Du har ret til at afholde din øvrige ferie i hele uger. Placeringen skal kendes mindst en måned i forvejen.

Ferieugen: En ferieuge består af syv dage – fem feriedage og to fridage. Du har altså ikke ret til friweekend i hver ende af ferien.

Deltid: Ferien afholdes i forhold til den ansættelsesbrøk, man er ansat på, når ferien afholdes.

Feriepenge/godtgørelse: Har du ret til ferie med løn, får du en særlig feriegodtgørelse, der i de fleste tilfælde udbetales med lønnen 1. maj. Har du ikke ret til løn i din ferie, har du måske optjent feriepenge fra tidligere arbejde, som du kan få udbetalt via feriekonto.dk. Feriepengene udbetales tidligst en måned før første feriedag.

Ændring af ferie: Arbejdsgiveren kan kun i helt særlige tilfælde inddrage eller ændre din ferie, når først den er fastsat (force majeure).

Sygdom: Bliver du syg, inden ferien begynder, har du ret til at få den suspenderet og erstattet af ny ferie. Bliver du syg i ferien, har du ret til erstatningsferie, hvis du er syg mere end fem feriedage i et ferieår. De første fem sygedage betragtes som karensdage. Det er meget vigtigt, at du giver arbejdsgiveren besked første sygedags morgen, og du skal selv indhente og betale lægelig dokumentation for sygdom og varighed.

Ny ferielov: Vi har i kredsen modtaget spørgsmål om den nye ferielov, men den gælder ikke endnu.