Vigtige frister til Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er lige om hjørnet, og der er flere vigtige skæringspunkter før da, som det er godt at have styr på.

Oprettet: 28.08.2020

Som du måske allerede ved, så vil dette års generalforsamling være lidt anderledes, da vi kommer til at mødes virtuelt – ved computerskærmen, eller med en smartphone i hånden. Det løber alt sammen af stablen den 27. oktober, og meget er stadig ved det gamle. Blandt andet skal Sygeplejerskeprisen stadig uddeles, og som medlem i Kreds Sjælland har du – som altid – også mulighed for at stille et forslag til generalforsamlingens dagsorden, hvis du selv deltager i generalforsamlingen.

Hvis du gerne vil deltage på dagen, skal du tilmelde dig her

 

Sygeplejerskeprisen

Har du en ganske særlig kollega, som har gjort et helt ekstraordinært stykke arbejde for fællesskabet på arbejdspladsen og er med til at skabe et godt arbejdsmiljø? Eller måske har du en kollega, der virkelig formår at videreudvikle sygeplejen i det daglige arbejde til gavn for patienter/borgere og kollegaer? Jamen så indstil dog hende eller ham til Sygeplejerskeprisen!
Du kan læse mere om rammerne for sygeplejerskeprisen her.

Hvis du gerne vil indstille nogen til prisen, skal dette gøres senest den 16. september pr. mail til sjaelland@dsr.dk

 

Forslag til generalforsamlingen

Til generalforsamlingen, har du også mulighed for at stille dit eget forslag, hvis du mener forsamlingen skal forholde sig til noget bestemt.

Send det til sjaelland@dsr.dk senest den 16. september. Forklar, hvad dit forslag går ud på, og hvorfor du synes, det er vigtigt, at generalforsamlingen tager stilling til det. Du skal også huske at skrive dit medlemsnummer og dine kontaktoplysninger.

For at stille et forslag skal du være medlem af DSR Kreds Sjælland.