Når gode mennesker handler ondt
Rigtig mange har efterspurgt et oplæg med psykolog Dorthe Birkmose – og nu er det endelig lykkedes at få hende til Borup.
Det bliver den 3. juni kl. 17-20, hvor hun fortæller om, hvordan det kan gå til, at der nogle steder ses en forråelse i ældreplejen. Forråelsen kan opstå, når medarbejdere bliver presset af f.eks. besparelser eller af et utåleligt arbejdsmiljø, hvor de så i afmagt agerer med ligegyldighed og råhed. Forråelsen kan ses som en form for coping-mekanisme. Dorthe har mange års erfaring med at supervisere i sager, hvor personalet har følt sig afmægtige blandt andet i forhold til problemskabende adfærd, og hvor uheldige gruppedynamikker har været med til at frembringe forråelsen. Hun pointerer, at det er vigtigt at tale om problematikken – og så skal der selvfølgelig også være de rette rammer for arbejdet med ældre og syge.
Dorthe Birkmose er psykolog, foredragsholder, forfatter til bl.a. bogen ”Når gode mennesker handler ondt” – derudover er hun blogger med fokus på faglighed og etik.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her
Sårtemadag, nu med niveauopdeling 
Den populære sårtemadag vender tilbage til februar. Det er sygeplejerskerne Else Sværke Henriksen fra Guldborgsund Kommune og Liselotte Jensen fra sårambulatoriet på Slagelse Sygehus, begge sårspecialister, der på kompetent vis står for undervisningen.
I løbet af dagen vil der være oplæg, øvelser og du vil få rig lejlighed til at stille spørgsmål.
På forårets temadag den 24. februar kl. 9-15.30 er det overordnede emne bensår og kompression, og denne gang prøver vi noget helt nyt: Vi opdeler undervisningen om kompression i to workshops for henholdsvis nybegyndere/let erfarne og de mere erfarne.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her
APN-uddannelse, måske er det noget for dig?
Kom og mød nogle af pionererne inden for uddannelsen til avanceret klinisk sygeplejerske (APN) den 20. januar 2020 kl. 17.30, når vi slår dørene op for en spændende aften på kredskontoret.
Dansk Sygeplejeråd har længe arbejdet for at give APN-uddannelsen et liv i Danmark. I andre steder af verden har man for længst fået øjnene op for de mange muligheder, uddannelsen åbner op for, og den er et oplagt svar på de nye udfordringer og den øgede kompleksitet, man ser i arbejdsopgaverne i både regionen og kommunerne.
I løbet af aftenen vil du høre fra nogle af dem, der allerede er i gang med uddannelsen, og du vil høre om, hvilke nye opgaver man kan tage på sig med APN-uddannelsen på CV’et. Der vil være besøg af en oplægsholder fra Aarhus Universitet samt en leder, der giver sit bud på, hvor APN-sygeplejersker vil kunne løfte nye opgaver.
Læs mere om arrangementet og hvordan du tilmelder dig her
Læs meget mere om APN-uddannelsen.