”Man skal vide, hvilken behandling, der er bedst”

”Mor, hvad har det biostatistik egentlig med patienterne at gøre,” lød det fra den 8-årige, der havde sneget sig ind i det loftsværelse, hvor Pernille Würtz Bøhm sad alene med regneark og tabeller og læste op til sin eksamen. 

”Det er fordi, at mor bliver nødt til at regne på, hvilken behandling der er bedst. For hvis man giver noget creme eller medicin, så kan det godt være, at det ikke er det bedste, men at noget andet er bedre,” prøvede Pernille Würtz Bøhm tilbage. Hun kunne godt høre, at datteren havde fat i noget af det samme som utallige kolleger, der havde spurgt, om hun med kandidatuddannelsen så skal være færdig med patienter? Det, mener hun, langt fra er tilfældet:

”Lige meget om man er fysio- eller ergoterapeut eller sygeplejerske, der læser en kandidat, er det så vigtigt, at man ikke rykker sig væk fra praksis. En sygeplejerske med en kandidatbaggrund skal stadig kunne lave et sengebad, en ergoterapeut skal stadig kunne lave en analyse af patientens synkefunktion, og en fysioterapeut skal stadig kunne lave en genoptræningsplan,” siger 33-årige Pernille Würtz Bøhm, der siden i sommer har kunnet kalde sig cand.scient.san - eller sundhedsfaglig kandidat.

Sygeplejerske Pernille Würtz Bøhm

For to måneder siden blev hun ansat i sit nuværende job på neurovaskulært center på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Her skal hun som klinisk sygeplejespecialist stå for forskning og udvikling, trække læring ud af patientforløb og mindske afstanden mellem forskningslitteraturen og den daglige praksis.

To forskellige sprog

I dag er Pernille Würtz Bøhm glad for, at hun tog den kandidatuddannelse. Både fordi det åbner op for et væld af nye jobmuligheder, men især fordi, hun har lært at tænke mere kvantitativt, hvilket hun savnede på sygeplejerskeuddannelsen.

”Lægerne argumenterer jo ofte med forskning. Og det gør vi aldrig som sygeplejersker. Vi argumenterer oftere på baggrund af oplevelser, vi har haft med patientforløb. Men jeg manglede simpelthen, at vi også kunne argumentere med en forskningsmæssig baggrund,” siger hun.

For Pernille Würtz Bøhm var det tydeligt, at den kvantitative tankegang var den måde, man kunne tale ind i lægeverdenen på. For tit virkede lægefaglig og sygeplejefaglig forskning som to kæmper, der ’stod på hver sin side af Berlin-muren’. Og hun mærkede en voksende lyst til at forstå lægernes sprog og statistikkerne bag.

”Jeg oplevede ikke, at lægerne kunne forstå det kvalitative, men jeg kunne heller ikke se, at sygeplejerskerne kunne forstå det kvantitative. Så hvis man skulle mødes på midten og forstå, at man både kan tilgå et patientforløb kvalitativt og kvantitativt, så gav det god mening for mig at stå med et ben i hver lejr. Og det synes jeg, at jeg gør i dag.”

Det var besværligt

For Pernille Würtz Bøhm har de sidste to års studier har været besværet værd. Men besværligt, det var det trods alt. ”Min mand tog sig af alt, og jeg sagde: ’Jeg gør ingenting’,” forklarer hun i dag med et lille smil. 

I perioder levede hun kun af kaffe, havregryn, mælk og rosiner. For at klare de mange stillesiddende timer lavede hun venepumpeøvelser, mens hun med en lommeregner i den ene hånd kæmpede med at få styr på biostatistik. Hun fortsatte øvelserne, når hun gik i seng. Og når hun vågnede igen, gentog hun alle formlerne fra dagen forinden.

”Det var sådan en ekstrem tid. Jeg føler, at på kort tid gik jeg fra, hvad der ville svare til nærmest ingenting til at kunne tale russisk og tolke ved domstolen i Haag,” siger hun.

Med samme hastighed som familiens opsparing forsvandt, voksede Pernille Würtz Bøhms SU-gæld. Sommerferier blev ædt op af eksamenslæsning, og vennerne var der ikke meget tid til. I de to år, hun studerede, havde hun ingen reel lønindkomst, og hun indbetalte derfor heller ikke til pension i perioden.

”Omkostningerne er, at man lukker lidt mere ned for det nære. På et tidspunkt havde jeg også influenza, som varede i fjorten dage, men jeg kunne ikke melde mig syg. Jeg blev nødt til at skrive de fire opgaver, jeg skulle lave. Det var på ren Panodil, og så på et tidspunkt måtte jeg hidkalde min mor, som er dansklærer, og så måtte jeg ellers diktere,” husker hun i dag.

Kommer dybere ind i faget

Når Pernille Würtz Bøhm i dag skal opsummere, hvad hun har lært som kandidat, tænker hun nogle gange på et studienævnsmøde, hun deltog i på uddannelsen. Der kom snakken til at gå på, om man som kandidat rykker sig væk fra sin praksis som sygeplejerske:

Pernille Würtz Bøhm på afdelingen

”Og så sagde hende uddannelseslederen, der har baggrund som læge: ’Jeg har aldrig helt forstået den diskussion, for i lægeverdenen taler vi altid om det modsatte: at når vi videreuddanner os, så gør vi det for at gå dybere ind i faget’. Det ramte hovedet på sømmet for mig. Før ville jeg have været alt for generel. Men med min uddannelse kan jeg nu dykke helt ned i nogle specifikke situationer og pege på, at evidensen siger, at vi fx skal CPAP’e hver anden time for at give patienten mulighed for at opnå den bedste iltmætning,” siger hun og uddyber:

”Man skal selvfølgelig ikke få flere kandidater for enhver pris. Og nogle er ekstremt dygtige klinikere. Men hvis vi skal flytte en evidensbaseret praksis på et afsnit, så bliver vi også nødt til at have nogle, der læser forskningen og holder sig ajour med hvilken evidens, der ligger.”