I årevis følte sygeplejersken Camilla Friis-Larsen, at der var noget, der ikke stemte på lønningsdagen. Først da hun blev tillidsrepræsentant, fik hun gjort noget ved det. Det viste sig at blive en indbringende beslutning.
Artikel af journalist Sven Johannesen.
Det kan betale sig at følge sit instinkt. Det kan Camilla Friis-Larsen, der er sygeplejerske på Center for Alkohol- og Stofbehandling, CAS, skrive under på. Som nyvalgt tillidsrepræsentant kastede hun sig hurtigt over det detektivarbejde, det var at undersøge en mistanke, der længe havde naget hende. »På vores arbejdsplads er det ikke lederen, men os selv, der tilrettelægger vores arbejdstider. Men det plejer man normalt at få et tillæg for. Det fik vi ikke, og det undrede mig,« siger Camilla Friis-Larsen. PULS møder hende på CAS i det centrale Roskilde. Her er Camilla Friis-Larsens afdeling ansvarlig for at uddele blandt andet antabus og metadon til stedets 270 meget forskellige brugere.
»Vi har brugere, der ikke har været i bad eller skiftet tøj i lang tid. Men også den velduftende og pænt klædte mand, der bare skal ind og have sin antabus, inden han skal videre på job. Men rigtig mange af vores brugere er vokset op med alkohol, stofmisbrug eller vold og overgreb i familien,« siger Camilla Friis-Larsen. På afdelingen arbejder fire sygeplejersker og en assistent. »Vi er ret forskellige, men har det super godt sammen. Sommetider er vi uenige om faglige problematikker. Men vi har valgt at bruge vores uenighed som en styrke i det daglige arbejde,« siger Camilla Friis-Larsen. Hun har kun været tillidsrepræsentant siden efteråret 2015. Da der skulle vælges ny tillidsrepræsentant pegede pilen på Camilla Friis-Larsen, som nu blev tillidsrepræsentant for i alt 15 sygeplejersker fra forskellige afdelinger.
Noget af det første, Camilla Friis-Larsen gjorde som tillidsrepræsentant, var at undersøge den mistanke, der havde naget hende i årevis. »Jeg tænkte, at nu skal det være,« siger Camilla Friis-Larsen. Hun forklarer, hvad det var, der undrede hende. På mange arbejdspladser er det lederens ansvar at lave vagtplan for de ansatte, men sådan var det ikke hos CAS. »Når ledere laver vagtplanen, har medarbejderen ret til en række forskellige tillæg ved overarbejde, eller hvis vagtplanen ændres. Det er noget, som Dansk Sygeplejeråd har forhandlet, så ledelsen ikke bare kan koste rundt med folk. Men på vores afdeling har vi altid selv været ansvarlige for at tilrettelægge arbejdet.« Det er et større ansvar, som CAS’s medarbejdere hele tiden har løftet – men uden af få betaling for det.
»Vi fik eksempelvis ikke tillæg, når vi måtte arbejde over, fordi en kollega var syg. I stedet burde vi have et ekstra løntrin, fordi vi reelt var selvtilrettelæggere. Men det fik vi ikke. Det skurrede,« siger Camilla Friis-Larsen.
Derfor gik hun nu i gang med det detektivarbejde, det var at dokumentere, hvordan hendes afdeling i mange år havde været ansvarlig for at tilrettelægge deres arbejde uden at blive lønnet for det. Hun henvendte sig til fællestillidsrepræsentanten, og fik sine kollegaer til at printe og kopiere alle de gamle skemaer over deres arbejdsuger. Fællestillidsrepræsentanten kunne tydeligt se, at der var noget galt. Hurtigt landede sagen på skrivebordet hos faglig konsulent Jacob Fage Sørensen hos DSR Kreds Sjælland.
Jacob Fage Sørensen gik nu i gang med et længere forhandlingsforløb med Roskilde Kommune. Her medgav man, at sygeplejerskerne var selvtilrettelæggende og derfor havde krav på mere i lønningsposen fremover. Konkret betyder det en månedlig lønstigning på næsten 1000 kroner for hver. Desuden havde sygeplejerskerne krav på at blive kompenseret bagud. Den store forhandlingsknast var, hvor mange af de tidligere års arbejde, de skulle kompenseres for. »Jeg var ret sikker på, at vi havde en god sag. Men jeg troede egentlig kun, at vi ville blive kompenseret for tre år tilbage. Så da jeg hørte, at DSR Kreds Sjælland havde fået forhandlet fem års kompensation på plads, tænkte jeg: ‘Det er eddermame godt arbejde, Jacob’. Og så kørte jeg ned til ham med en kæmpe kagemand,« siger Camilla Friis-Larsen.
Forhandlingerne mellem fagforening og kommune tog sin tid. Men tålmodigheden viste sig at give pote, da Camilla Friis-Larsen og de fire kollegaer på afdelingen fik at vide, at de tilsammen ville få 200.202 kroner i kompensation for de fem års arbejde, hvor de reelt have været selvtilrettelæggende. »Jeg tænkte bare, ’Yes, jeg havde ret.’ Jeg havde været bange for, at vi ikke kunne bevise vores sag, men det viste sig, at vi havde rigeligt bevismateriale,« siger hun. Pengene bliver dog ikke udbetalt af kommunen, men kommer fra arbejdspladsens budget. Alligevel har der ikke været nogen problemer med lederen, som Camilla Friis-Larsen løbende havde sørget for at opdatere om sagens udvikling. »Hun har hele tiden været positiv. Hun er jo også dybt afhængig af, at vi selv laver vagtplanen herovre – det har hun slet ikke tid til,« siger Camilla Friis-Larsen.