Skammekroge er en del af vores kulturelle arvegods. Sundhedsvæsenet har mange skammekroge. Der er grund til hele tiden at kaste et kritisk blik på dem. Det fortæller nemlig om vores samfund, vores sundhedsvæsen og vores måder at være sammen på.
Artikel af hospitalspræst Tom Andersen Kjær, Herlev Gentofte hospital.
Sundhedsvæsenet har mange skammekroge. Der er grund til hele tiden at kaste et kritisk blik på dem. Det fortæller nemlig om vores samfund, vores sundhedsvæsen og vores måder at være sammen på. Jeg vil forsøge at bidrage til en kritisk holdning til sundhedsvæsenets skammekroge i denne artikel. Det er mit håb, at den kan inspirere til en nødvendig eftertanke og samtale blandt læserne.
Skammekrog er et ord, der kan bringe stærke billeder frem i os. Skammekroge er en del af vores kulturelle arvegods. Vi kan derfor se den, der er sat i skammekrogen, for vort indre. Hun eller han er sat med ansigtet mod væggen og med ryggen til fællesskabet. Måske er vedkommende endda iført en nedværdigende hovedbeklædning, som en dumme-peter-hat. Ofte virker skammekrogen efter sin hensigt: Den, der sættes i skammekrogen, bøjer hovedet i skam, føler sig forkert og mærker de andres fordømmende blikke i nakken.
Skammekroge er en del af vores kulturelle arvegods. Vi kan derfor se den, der er sat i skammekrogen, for vort indre. Hun eller han er sat med ansigtet mod væggen og med ryggen til fællesskabet.
Vedkommende er lukket ude af det gode selskab på en på én gang raffineret og perfid måde: Hun eller han kan høre, hvad der foregår uden at kunne være med i det.
Man kunne i tidligere tiders skole komme i skammekrogen med eller uden grund. Det bestemte læreren som klassens suveræne magtudøver.
Skammekrogens modsætning kunne være fremhævelsen af den dygtige elev. Hun eller han har modtaget ros af læreren for en stil og skal nu læse den op for de andre i klassen. Det er en højtidelig stund. Lige nu er vedkommende i rummets ærefulde midte. Vedkommende ranker ryggen og lader stemmen lyde klart. Lærerens velvilje kan aflæses i dennes ansigt og høres på tonefaldet. Mange ser beundrende på den dygtige. Nogle er måske misundelige. Den, der kommer til ære i klassen, kan til tider blive mobbet og skammet ud i skolegården, hvor andre regler for ære og skam gør sig gældende.
Skammekroge fortæller på deres egen måde om nogle af livets grundfænomener: skam, ære og magt. Det er fænomener, som vi alle har erfaringer med. Vi er alle blevet skammet ud, selvom vi måske ikke fysisk har befundet os i en skammekrog i et klasseværelse. Vi har alle prøvet at få en smule ære. Den hvide kittel og sygeplejenålen kan til tider udstråle ære og værdighed. Vi har hver især magten til at give andre ære og påføre andre skam i bestemte situationer.
Skam er et fænomen, der berører os fuldt og helt som mennesker. Der er situationer, hvor vi med god grund skammer os. F.eks. når vi har optrådt skamløst i forhold til et andet menneske, vi havde i vores magt. Vi behandlede den anden som en ting. Vi har da ofte svært ved at se den anden i øjnene og os selv i spejlet. Vi bøjer hovedet. Jeg vil kalde den form for skam for en livsopretholdende skam. Der er tale om en skam, der melder sig i kraft af livet, en ontologisk skam. Den forudsætter det, som teologen og filosoffen Knud Ejler Løgstrup har kaldt den etiske fordring. Livet selv fordrer, at vi bruger vores magt over andre i situationen til den andens bedste. Andre gange skammer vi os uden egentlig at have grund til det. Andre har behandlet os som en genstand og stillet urimelige krav til vores person eller væremåde. Der er tale om krav, som vi ikke kan eller ikke har samvittighed til at opfylde. Andres magtsprog tvinger os til at indtage en skamfuld positur, som om vi havde noget at skamme os over. Jeg vil kalde det for en livsødelæggende skam. Den er ikke givet med livet selv. Den er kulturelt formet. Den følger af fordringens modsætning: befalingen. Der er al mulig grund til at afsløre denne skam, fordi den kun får magt i den udstrækning, at vi forveksler den med den livsopretholdende skam.
Fordi skammekroge er skabt af mennesker, så kan de også fjernes af mennesker. Sundhedsvæsenet har mange skammekroge.
Skammekroge falder ikke ned fra himlen. De indrettes af mennesker. Mennesker sætter andre i skammekrogen. Ofte fører en person med stærk kulturelt formet magt an. Andre er tit medløbere og -hjælpere – måske af frygt for selv at blive skammet ud. Fordi skammekroge er skabt af mennesker, så kan de også fjernes af mennesker. Sundhedsvæsenet har mange skammekroge. Jeg vil gøre opmærksom på nogle få af dem. Læseren kan givet finde andre eksempler.
I de mere end tyve år, hvor jeg har haft min daglige gang på hospitalet, har jeg ofte kunnet se mennesker i senge på gangen. Det har især været tilfældet på de akutorienterede afdelinger. De seneste år har jeg kunnet registrere en markant forskel. Tidligere lå en patient på gangen ofte bag ved en skærm, der sikrede patienten et minimum af privatliv. Vedkommende havde også et sengebord og en klokke inden for rækkevidde. I dag er det ikke ualmindeligt at se alvorligt syge patienter ligge på en gang, der bringer ordet multitaske i erindring. Dette at kunne multitaske, holde mange bolde i luften, er blevet en livsform, som også sætter sig igennem i vores brug af sundhedsvæsenets rum. På gangen finder meget forskelligt sted på samme tid. På gangen ligger den alvorligt syge patient ind i mellem halvnøgen med ryggen mod gangen og ansigtet vendt mod væggen, uden skærm, sengebord og klokke. Måske ligger hun eller han lige op ad madvognen, buret med sengelinned eller sygeplejerskens mobile arbejdsstation. Nogle af disse patienter fortæller mig, hvor krænkende det er at være udstillet på denne måde. Jeg har hørt ordet skammekrog brugt i den forbindelse.
Jeg tager ind i mellem mig selv i at være skamløs, når jeg passerer dette medmenneske på gangen. Ind i mellem er jeg nemlig helt uberørt af synet af denne person, som er gjort til en genstand blandt andre. Sådan kan skammekrogskulturen gøre noget ved os.
”Møgsygeplejerske!” ”Lortelæge”! ”I sidder bare på jeres flade røv, mens vi venter!”
Nogle gange fylder det, jeg kalder den senmoderne krævende og højtråbende borger meget i akutmodtagelsens venteværelse. Hun eller han optræder uden skam i livet og prøver at skamme sygeplejersken ud med det formål at komme til behandling før andre. Et klassisk eksempel er den fortravlede far, der ønsker sit barns lille rift set på lige her og nu, så han kan komme tilbage til sit arbejde. Hans voldsomme sprogbrug og truende kropssprog skyldes ikke så meget forældres afmagt, når deres barn er sygt, som sin irritation over at være blevet standset midt i sit liv i overhalingsbanen. Han er helt blind for synet af patienter i venteværelset, der har større behov for akut hjælp end hans barn. Jeg har mødt en del sygeplejersker, der næsten ikke tør vove sig ud i venteværelset, når sådanne senmoderne krævende mennesker folder sig ud i fuld bredde. De bryder sig ikke om at blive reduceret til en genstand eller verbal boksebold. Jeg har også mødt sygeplejersker, der hudløst ærligt har sagt, at skamløsheden har det med at smitte som en kraftig influenza. De har så afreageret på den næste, der stillede krav – uanset om de var rimelige eller ej.
Sociologen Rasmus Willig har udgivet en vigtig bog i dette år på Hans Reitzels Forlag. Titlen er: Afvæbnet kritik. Den dokumenterer og diskuterer, hvordan offentligt ansatte, herunder sygeplejersker, kan blive mødt af deres ledelse, når de fremsætter rimelig kritik. Eksemplerne er så mange, at det må være på sin plads at tale om et træk ved nogle former for senmoderne, offentlig ledelseskultur, ikke alle. Nogle ledere har tydeligvis tilegnet sig en sprogbrug, der er skamløs. Den, der er kritisk, skammes ud ved en sprogbrug, der reducerer medarbejderen til en genstand, et hjul i sundhedsvæsenets produktionsmaskineri. Den, der ikke makker ret, kan skiftes ud og sendes ud i de arbejdsløses rækker. Dem, som mange politikere og meningsdannere tillader sig at omtale uden skam i livet. Det rystende er bl.a., at nogle ledende sygeplejersker åbenbart har så svært ved at være en autoritet, at de optræder autoritært og voksenmobbende overfor kritiske fagfæller. De burde skamme sig. Men det er her tit også ofrene, der skammer sig.
Vi mennesker kan skamme os både med og uden grund. Vi kan alle optræde uden skam i livet. Den gode skam kan ofte holde os fra at sætte andre i skammekrogen. Men skammekrogene er mange i det senmoderne samfund og dets sundhedsvæsen.
Den moderne sygepleje blev grundlagt af sygeplejerskernes formødre, blandt andet diakonisser og nonner. Det er muligt at læse den moderne sygeplejes historie som et opgør med kulturelt formede forestillinger om sygdom og lidelse som skamfulde tilstande. Hospitalet skulle ikke være skammens sted. Sygeplejersker skulle have skam i livet. Det udelukker ikke erkendelsen af, at der også i moderne sygepleje har været gjort brug af skammekroge i forhold til den sygeplejerske, der vovede at stille kritiske spørgsmål til praksis.
Når moderne sygepleje faktisk lykkes med at hjælpe lidende medmennesker ud af menneskeskabte skammekroge, så hænger det for mig at se sammen med noget meget afgørende: Den moderne sygeplejes grundlæggere kendte til betydningen af en grundfortælling, når en praksis skal udformes og udvikles. En grundfortælling trækker afgørende, livsfremmende værdier frem i lyset, så den kulturelt skabte praksis hele tiden kan vurderes kritisk i det lys.
Det er muligt at læse den moderne sygeplejes historie som et opgør med kulturelt formede forestillinger om sygdom og lidelse som skamfulde tilstande. Hospitalet skulle ikke være skammens sted.
Fortællingen om den medlidende og barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliets 10. kapitel blev den moderne sygeplejes grundfortælling. Den handler faktisk om skam og ære, om at have skam i livet og at være skamløs. Den kan læses og høres som en fortælling om menneskelivets muligheder uanset læserens tro og livsholdning. Det sætter den livsfremmende og den livsfarlige skam op over for hinanden.
Et menneske kommer i nød. To mennesker, religionens ærværdige repræsentanter, ser ham, går over på den anden side af gaden og efterlader ham hjælpeløs. Efter deres samfunds normer ville det være skamløst at hjælpe denne fremmede, som man ikke skyldte noget. En fremmed, der i fortællingens kulturkreds vurderes som skamløs, kommer så til stede. Han ser den nødlidende. Han fyldes af medlidenhed. Livet selv sætter ham i bevægelse. Derfor hjælper han den nødlidende som et medmenneske. Medlidenheden får følgeskab af barmhjertighed. Han blæser derfor på sin egen kulturs normer for skam og ære. Han ved dybt i sit hjerte, at det ville være skamløst at gå det livstruede medmenneske forbi. Han har skam i livet. Medlidenhed, barmhjertighed og skam er her, hvad Løgstrup ville kalde for suveræne livsytringer. Noget i livet selv, der griber fat i os bag om ryggen på os. Noget, som vi kan vælge at give plads.
Hvilken grundfortælling har det senmoderne samfund og dets sundhedsvæsen? Jeg kan ikke få øje på nogen. I stedet tales der om livet ved hjælp af maskinmetaforer. Politikere taler om at være i magtens maskinrum. Sygehuset er blevet til et produktionssted for sundhedsydelser. Menneskelige følelser og meget andet beskrives som mekanismer.
Kunne de alt for mange skammekroge, der i disse år indrettes i samfundet og i sundhedsvæsenet, skyldes manglen på en grundfortælling? Jeg tror det. I det senmoderne er historien og traditionen ofte sat i skammekrogen under henvisning til, at det hele skal gå så stærkt fremad, at tidligere erfaringer er ubrugelige. For mig at se ender det let i den skamløshed, vi kan erfare i sundhedsvæsenet. Derfor kan der være al mulig grund til at støve sygeplejens traditionelle grundfortælling af og bruge de indsigter, den fortæller frem, til at kaste et kritisk blik på sundhedsvæsenets skammekroge. Sygeplejens historie fortæller, at det er menneskeligt muligt at hjælpe andre og os selv ud af skammekrogene. Det er måske derfor, at det historiske perspektiv fylder så lidt i politik og ledelse. Det kunne jo give borgere og sundhedsansatte mod til at gøre oprør.