Baggrunden for Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts
Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år 8. marts. Tanken om en international kampdag for kvinder blev født i København i 1910 på en socialistisk kvindekongres. Nina Bang var blandt arrangørerne af den konference, der vedtog at gøre 8. marts til kvindedag. Nina Bang blev senere verdens første kvindelige minister.
Det begyndte med fokus på kvinders valgret
I første omgang var det valgret for kvinder, som var hovedformålet med kampdagen. Danske kvinder fik kommunal valgret i 1908 og lige valgret med mænd i 1915.
I 2017 mener 75 procent af de adspurgte i en global rundspørge, at kvinder fortsat lider under både social, politisk og økonomisk ulighed. Og i Danmark viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, at andelen af folkevalgte kvinder i både Folketinget, regeringen, byråd og regioner fortsat er i undertal.
Rødstrømpebevægelsen
Op gennem 20’erne og 30’erne blev 8. marts mest markeret som en socialistisk kvindedag, hvor de borgerlige kvindebevægelser ikke deltog. Efter anden verdenskrig var der i en årrække ikke så meget fokus på 8. marts, men i 1974 genoptog kvindebevægelsen og Rødstrømpebevægelsen traditionen. Rødstrømperne diskuterede kvinderoller, køn og retten over egen krop, og arrangerede kampagner, festivaler og demonstrationer blandt andet for ligeløn og fri abort.
Hvad kæmper vi for i dag?
Den danske lov om ligeløn indeholder følgende to vigtige bestemmelser: Mænd og kvinder skal have lige løn for samme arbejde. Og mænd og kvinder skal have lige løn for arbejde af samme værdi. Alligevel er det et faktum, at kvinder i gennemsnit tjener 15,7 procent mindre i løn end mænd. Det skyldes især det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor kvinderne typisk har opgaver i tæt tilknytning til pleje- og omsorgslignende arbejde, mens mændenes arbejde lidt firkantet formuleret inkluderer maskiner, værktøj og penge.
Men hvorfor kan det bedre betale sig at passe på folks penge end at tage vare på syge mennesker? Det er på tide, at vi alle spørger os selv, om ikke sygeplejerskens arbejde er lige så værdifuldt som specialarbejderens. Og så er det på tide, at vores politikere på Christiansborg - og i kommuner og regioner - sætter handling bag den holdning. Hvis du har et forslag til, hvordan vi får dem til det, så hører vi gerne om det. 
Vil du vinde brunch og biografbilletter?
I DSR Kreds Sjælland vil vi slå et slag for kampen for ligeløn, og selv om det er et alvorligt emne, så vil vi gøre det med et glimt i øjet. Hvis du vil være med til at markere den 8. marts og kampen for ligeløn, så send et foto, hvor du eller andre har røde strømper på. Send billedet til ksl@dsr.dk
Betingelserne for at deltage:
- Du skal være medlem af DSR Kreds Sjælland
- Ved deltagelse giver du samtidig DSR Kreds Sjælland ret til at bringe billedet på vores Facebook-side og på vores hjemmeside
- Der trækkes lod den 7. marts 2018 blandt de indsendte billeder om præmien, som består af et gavekort til brunch og biografbilletter til 5 personer. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvem du vil invitere med – men vi vil bede dig om at sende et foto fra jeres brunch, som vi lægger på kredsens Facebook-side.
- Vinderen bliver offentliggjort på kredsens hjemmeside og Facebook-side den 8. marts 2018.
Kom ind i kampen om ligeløn – og brug lejligheden til at tage nogle sjove billeder!