Corona-smitte på sengeafsnit i Vejle

Urinvejskirurgi på Sygehus Lillebælt i Vejle er blevet ramt af et udbrud af corona-smitte blandt patienter og sygehusansatte. Syv patienter er konstateret smittet, og 14 sygehusansatte også er testet positiv for Covid-19.

Oprettet: 18.05.2020
Stig Vognæs

To patienter i behandling på Urinvejskirurgi på Vejle Sygehus blev i sidste uge konstateret smittet med covid-19. De to patienter er nu overflyttet til Kolding Sygehus, hvor Sygehus Lillebælt håndterer corona-smittede patienter.

Sådan skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse søndag den 17. maj.

Siden har smitteopsporing vist, at 14 ansatte på afdelingen også er testet positive for corona-virus. Som følge af udbruddet er afdelingen midlertidig lukket, og 13 af de 14 ansatte, der tæller sygeplejersker, bioanalytikere, teknikere og portører er blevet sendt i hjemmekarantæne. Den sidste er blevet indlagt.

Sygehus Lillebælt i Vejle har kontaktet samtlige 120 patienter, der har været i kontakt med afdelingen i perioden fra 3.-12. maj. Alle er blevet tilbudt test for Covid-19 samt hjælp til smitteopsporing. Fem af disse 120 patienter er siden testet positive, og den ene også er blevet indlagt på sygehuset i Kolding. 

Hvor kommer smitten fra?

Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, Mads Koch Hansen, er ked af, at både patienter og medarbejdere er blevet smittet med covid-19. Smitteopsporingen giver ikke noget klart svar på, hvordan smitten er kommet ind på sygehuset.

Mads Koch Hansen: "Vi ved ikke, hvordan smitten er kommet ind på sygehuset, og det kan være svært at klarlægge entydigt. Vi kan konstatere, at vi har overholdt de retningslinjer, der er ved at teste patienterne forud for indlæggelse.

De test har været negative, og det samme har flere af de nu positiv-testede medarbejdere ved deres første test. Det viser, hvor drilsk en sygdom det er, vi har med at gøre, når personer kan smitte uden at være testet positive.”

Hvordan kan praksis ændres?

Sygehusene i Region Syddanmark er i takt med det meget lave antal smittede i regionen begyndt at åbne op for normal drift.

Men udbruddet med de 21 smittede på afdelingen i Vejle får nu regionen og hospitalet til se på, hvordan man kan ændre praksis.

"Det viser, at selv om alle forskrifter om hygiejne i form af grundig håndvask og afspritning er blevet fulgt, og vi endda har testet medarbejderne mere, så kan der alligevel ske smitte," siger Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark.

Det ventes at afdelingen kan åbne igen for akutte patienter om en dag eller to, men det sker først efter en grundig rengøring.

Læs også: