Coronatests ligger gemt væk på hylden i Region Syddanmark

Sundhedsstyrelsens aktuelle retningslinjer betyder at Region Syddanmark slet ikke udnytter den testkapacitet som findes. ”Hvis der er mere kapacitet til at teste, så skal man bruge den.,” siger næstformand Line Gessø Hansen til TV2 Fyn.

Oprettet: 21.04.2020
Stig Vognæs

Det vækker undren at tusindvis af coronatests ligger ubrugte på hylden i Syddanmark, samtidig med at borgere, der frygter, at de er smittede ikke kan blive testet. Region Syddanmark bruger ikke engang halvdelen af den testkapacitet de har til rådighed – og det skyldes Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Medarbejdere, der arbejder på sundheds- og ældreområdet samt medarbejdere, der arbejder med særligt sårbare eller udsatte borgere, kan blive testet. Kravet er imidlertid at medarbejderne først skal vise tegn på smitte.

Patienter, der skal indlægges testes ikke automatisk, og det gør medarbejdere heller ikke, med mindre de har symptomer på Covid-19. Dette undrer Line Gessø Hansen, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark. ”Hvis der er mere kapacitet til at teste, så skal man bruge den. Så skal man lukke mere op så sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan blive testet,” udtaler Line Gessø Hansen til TV2 Fyn.

Kapaciteten er langt højere

Region Syddanmark har mulighed for at teste 1200 personer om dagen, men mange dage er det reelt kun omkring 300, der kommer igennem nåleøjet til en Corona-test.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen udtaler at regionen meget gerne vil teste flere, men at det kræver nogle ændrede kriterier fra sundhedsstyrelsen.

Se TV2 Fyns nyhedsudsendelse fra fredag den 17. april.

 

 

Læs også: