En tur med bussen

Kaffe, konversation og Kvæsthus. Kredsnæstformand Mads Dippel Rasmussen var med på sæsonens første bustur fra Syddanmark til København.

Oprettet: 26.11.2018

Igen i år har Kreds Syddanmark arrangeret en lille håndfuld af de populære busture til Kvæsthuset. Turene er så populære, at man måtte tage til takke med en plads på venteliste 1½ time efter at tilmeldingen var åbnet.

Fredag den 23. november kørte den første bus med 45 sygeplejersker afsted med opsamling i Esbjerg og på Fyn. Undervejs gik snakken, og der blev indtaget mere end 100 kopper kaffe sammen med morgen-rundstykker.

Turen over Sjælland gik uden problemer og der var en kort sightseeing gennem København inden ankomst til Kvæsthuset på Sankt Annæ Plads kl. 10.45

Kvæsthuset – Dansk Sygeplejeråds hovedkvarter

Efter at være blevet budt velkommen af Grete Christensen var der en kort præsentation af den nyvalgte næstformand Dorte Boe Danbjørg (se foto). Grete fortalte derefter om husets og Dansk Sygeplejeråds historie inden hun sluttede af med lidt om, hvad der rør sig på den politiske scene.

Bagefter var der rundvisning i Kvæsthuset, hvor der blandt andet var tid til en kort dialog med fagredaktør på Sygeplejersken Jette Bagh om kvaliteten af vores fagblad. Det hele sluttede med en frokost i kantinen inden deltagerne kunne bevæge sig ud i byen til et par timer på egen hånd inden afgang mod Syddanmark.

Næste - og fuldtegnede - tur til Kvæsthuset er 4. december