Godt forslag – bare ikke for sygeplejersker

”Det er godt at vi endelig tager fat på diskussionen om ret til tidlig pension, og regeringens udspil kan blive en fin mulighed for nogle, men ikke for sygeplejersker - og det er ikke godt,” udtaler kredsformand John Christiansen.

Oprettet: 19.08.2020
Stig Vognæs

Kredsformand John Christiansen udtaler følgende om regeringens forslag om ret til tidlig pension:

”Det er godt at vi langt om længe tager fat på diskussionen om ret til tidlig pension og ’en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet’. Jeg tror, at regeringens udspil kan blive en god mulighed for dem, der er omfattet af forslaget.

Det er imidlertid meget få sygeplejersker, der vil få gavn af ordningen som den ser ud lige nu. Den vil kun være aktuel for nogle få sygeplejersker med den gamle uddannelse, fra dengang sygeplejersker blev uddannet som lønnet elev.

Alle andre vil være afskåret, da tiden under den nuværende uddannelse ikke tæller med i opgørelsen af antal år på arbejdsmarkedet. Sygeplejersker er mindst 22-24 år før de er uddannede og kan derfor umuligt have været på arbejdsmarkedet i mininum 42 år, når de fylder 61.

Det er ikke godt nok. Rammerne bør udvides, så det man kalder ’en værdig tilbagetrækning’ bliver en mulighed for flere - også uden at man skal være syg, opslidt og henvist til seniorpension.

Jeg møder ingen nyuddannede, der forestiller sig, at de kan holde til at arbejde til de er 74.

Ret til tidlig pension er vigtig, men vi er også nødt til at tage fat på de pressede arbejdsvilkår her og nu. Ellers bliver den mangel på sygeplejersker vi oplever nu kun endnu større.”

 

 

Andre nyheder fra Kreds Syddanmark: