Gratis pizza til sygeplejersker og læger

Pizzeriaer landet over tilbyder gratis pizza til sygeplejersker og læger på sygehusene. ”Jeg vil gerne støtte dem, der arbejder ekstra hårdt i disse uger,” siger Metin Ercaliskan, der ejer Korup Pizza i Odense.

Oprettet: 25.03.2020

I flere byer i Danmark kan sygeplejersker og læger bestille gratis pizza på et eller flere af de lokale pizzeriaer. Det kræver at de kan identificere sig som sygehusansat. Nogle steder skal de sygehusansatte selv afhente de bestilte varer, andre tilbyder ovenikøbet at bringe ud til sygehuset.

I Odense er der flere indehavere, der gerne vil støtte og vise taknemmelighed overfor de sygehusansatte. ” Det er den bedste måde jeg kan hjælpe på,” siger Metin Ercaliskan, Korup Pizza.
”Vi gør det, fordi de arbejder så hårdt for alle os andre. Så nogen bør også hjælpe dem,” udtaler Abdul Dareich til Fyens Stiftstidende. Abdul ejer Sporty Pizza & Burger i Jernbanegade samt Pizza Delicato i Benediktsgade i Odense.

De omtalte pizzeriaer melder om travlhed, og tilbuddene til sygehusene gælder ind til videre frem til 30. marts i Odense.

Læs også: