Medarbejdere på sundheds- og ældreområdet uden symptomer kan i weekender testes for Covid-19

Region Syddanmark giver nu mulighed for, at medarbejdere på sundheds-, social- og ældreområdet og i lægepraksis kan blive testet for Covid-19, selvom de ikke har symptomer. Medarbejderne kan blive testet i weekenderne, hvor der er kapacitet til at teste 1.000 om dagen.

Oprettet: 22.04.2020
Stig Vognæs

Medarbejdere med borgerkontakt på sygehusene, på sundheds- og ældreområdet i kommunerne, på socialområdet og i lægepraksis kan fra i morgen torsdag booke tider til test for Covid-19 direkte ved regionen, hvis de ønsker det – også selvom de ikke har symptomer.

Dette skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Region Syddanmark har ledig testkapacitet i weekenderne, hvor der er er færre henvisninger fra praktiserende læger og har derfor mulighed for fremover at teste 1000 medarbejdere hver lørdag og søndag.

Fakta:

Det vil være muligt at booke en tid fra den 23. april klokken 12:00. De første tider vil være tilgængelige fra 25. april. Medarbejderne kan selv booke en tid ved at ringe til sygehusenes kontaktnumre.

De medarbejdere, der testes på denne måde, er som udgangspunkt raske og skal forholde sig, som de plejer.

Indenfor 48 timer får medarbejderen svar i Sundhedsjournalen på www.sundhed.dk.

Hvis testen er positiv, skal medarbejderne blive hjemme i 7 dage og kontakte egen læge.

Læs også: