Moderna afløser AstraZeneca-vaccine

Sundhedspersonale i Syddanmark, der har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, vil få andet stik med vaccinen fra Moderna - det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Oprettet: 04.05.2021
Stig Vognæs

Siden brugen af AstraZeneca-vaccinen blev sat på pause den 11. marts, har der været usikkerhed om det videre forløb for alle dem, der havde fået det første stik af den svensk-britiske vaccine. AstraZeneca blev taget ud af brug fordi den kunne give sjældne, men alvorlige blodpropper.

Nu meddeler Region Syddanmark at sundhedspersonalet allerede fra denne uge vil blive inviteret til vaccination, og at det andet og sidste stik skal gives med vaccinen fra amerikanske Moderna. Vaccinen fra Moderna bygger på mRNA-teknologien, som også coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech benytter.

Vaccinationen vil - ligesom ved det første stik - foregå på en af regionens syv vaccinationscentre. Det vides ikke, om sundhedspersonale i andre regioner også vil blive tilbudt at få det andet stik med vaccinen fra Moderna.

Andre syddanske nyheder: