Nyt kæmpelager til værnemidler på vej

Torsdag den 4. juni beslutter Region Syddanmark sandsynligvis, at der skal bygges et centralt lager ved Nyt OUH med værnemidler til hele regionen. ”Det er vi selvfølgelig glade for”, siger Line Gessø Hansen, næstforkvinde i Kreds Syddanmark.

Oprettet: 04.06.2020
Stig Vognæs

Region Syddanmark har planer om at fremrykke planerne om at etablere et regionalt varelager i Odense til 50 millioner kroner. Bygningen skal være på 5.000 kvadratmeter, og giver plads til et stort nødlager af værnemidler til hele Syddanmark.

Coronasituationen har vist et betydeligt større lagerbehov, og nødvendigheden af at koordinere forsyningen af desinfektions- og værnemidler på tværs af regionens sygehuse.

Byggeriet begynder i løbet af kort tid, og står efter planen færdigt i marts 2021. Lageret skal indrettes, fyldes med værnemidler og være i drift om cirka et år.

Alt andet er ikke acceptabelt

”Dansk Sygeplejeråd er selvfølgelig glade for, at Region Syddanmark har planer om at lave et lager, som kan stå klar, hvis landet udsættes for en ny pandemi,” fortæller næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark Line Gessø Hansen.

”En opgørelse har vist at sygeplejerskerer overrepræsenteret som faggruppe blandt dem, der er ramt af Covid-19. Det viser, hvor vigtigt det er, at der er det rette udstyr til rådighed for sundhedspersonalet og i de rette mængder. Alt andet er bare ikke acceptabelt.

Sygeplejersker skal ikke risikere at blive alvorligt syge af at passe deres arbejde,” slutter Line.

Øvrige nyheder: