Region Syddanmark køber svømme- og fyrværkeribriller

Den akutte mangel på værnemidler, som kan beskytte mod coronavirus, har tvunget Region Syddanmark til at tænke i alternative indkøbs-baner. Kredsformand John Christiansen er glad for alle gode initiativer, men bliver også en smule skeptisk.

Oprettet: 24.03.2020
Stig Vognæs

Region Syddanmark mangler især mundbund og ansigtsvisir, og for at sikre sundhedspersonalet mod coronavirus har regionen indkøbt svømmebiller.

”Vi må tænke alternativt og kigge andre steder hen. Vi har f.eks. købt en masse svømmebriller, og vi har også kig på fyrværkeribriller som alternativer til de mere klassiske visirer,” udtaler regionens direktør Kurt Espersen til Jyllands-Posten.

Beskyttelse af hænder og ansigt er vigtigt, da virus kommer ind i kroppen gennem slimhinderne, typisk via mund, næse og øjne.

Sikkerhed er vigtig – uanset funktion og titel

”Dansk Sygeplejeråd er meget opmærksomme på sikkerheden for sygeplejerskerne på alle arbejdspladser,” understreger Kreds Syddanmarks formand John Christiansen.

”Det er naturligvis ganske bekymrende meldinger, når der mangler værnemidler eller at lageret er ganske begrænset. Det handler om at forhindre nye smittekæder. Beskytte patienter og borgere, beskytte kolleger og ikke mindst sig selv.

Det er godt at Region Syddanmark er ærlige og tænker i alternative baner. Men det giver naturligvis også et billede af det beredskab vi har. Ingen kunne forudse denne situation, men den bør give anledning til evaluering af, hvor stor lager af fx værnemidler bør være.
Og i denne tid må ingen glemme at personale er den vigtigste ressource uanset titel.

Det er nødvendigt at spare

Manglen på mundbind og andre værnemidler i sundhedsvæsnet og ældreplejen har fået Lægemiddelstyrelsen til at opfordre hospitaler til at spare så meget som muligt på håndsprit og ansigtsmasker.

”Over hele landet er situationen omkring værnemidler alvorlig. Derfor er der også brug for, at vi sparer mest muligt på værnemidlerne uden at gå på kompromis med hverken patienterne eller medarbejdernes sikkerhed”, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, til Jyllands-Posten.

Mandag informerede Lægemiddelstyrelsen, om at en del danske virksomheder vil blive omstillet til produktion af værnemidler. ”Vi er i fuld gang med at trykke virksomheder blidt på maven og skubbe døre ind, så vi kan få en national produktion i gang af nogle af de værnemidler, vi mangler i øjeblikket,” fortæller Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen.

(Det anvendte foto har ingen direkte forbindelse til den aktuelle situation)

Læs også: