Julechokolade

Er du midtjysk medlem af Dansk Sygeplejeråd, er du inviteret til socialt samvær med kolleger, mens I fremstiller chokolade under kyndig vejledning. Tilmelding er muligt - og tøv ikke for længe. Pladserne er eftertragtede.

Det er nu, du skal være hurtig, hvis du ønsker en plads på kredsens eftertragtede chokoladekurser, der finder sted på Hotel og Restaurantskolen i Silkeborg den 25., 26. og 27. november 2019.

Savner du tid til socialt samvær med kolleger, så vil vi anbefale dig at opfordre kolleger til at deltage i en hyggelig aften med samvær og chokolade i fokus. Chefkonditor Henrik Kudsk fra Le Gateau i Silkeborg står undervejs klar til at guide deltagerne kyndigt igennem produktionen af forskellige typer af chokolade, der kan indtages til egen fornøjelse eller bringe glæde hos mennesker, du har kær. Midt i anstrengelserne byder kredsen på tapas.

Husk forklæde og kagedåse
Kurset koster 275 kroner pr. deltager. Når aftenen er ovre, kan du drage hjem med et kilo fyldt chokolade og hjemmelavet konfekture.

Husk eget forklæde og en kagedåse til chokoladen.  Når vi har modtaget din tilmelding, vil du modtage en faktura. Din tilmelding er bekræftet, når vi har modtaget din betaling.