Forkant
I bakspejlet af Corona
Det bør ikke kun ende med rosende ord. Der er grund til at se ledelse og lederindsatsen i et andet lys lige nu på grund af hele coronatiden. Og også honorere den ekstraordinære indsats, skriver Lederforeningens formand, Irene Hesselberg i denne leder.
Forkant 2020 nr. 2, s. 4-5
Af:
Af Irene Hesselberg, Formand, Lederforeningen
Dette halvår hører til blandt den underlige slags, som vi aldrig glemmer.
I dette sommernummer af dit magasin om ledelse, Magasinet Forkant, kigger vi tilbage på et par af oplevelserne i løbet af coronatiden i sundhedsvæsenet, og hvad vi som ledere tager med os videre.
Måske er der en halv snes begivenheder i løbet af livet, som havner i denne gruppe af oplevelser, man aldrig glemmer.
Vi husker året, hvor vi sluttede skolen. Vi husker med garanti, da vi oplevede den første rigtige forelskelse. Og mon ikke at det første halvår af 2020 efter al sandsynlighed også havner i den kategori.
Vi har uvirkeligt oplevet, hvordan vores samfund var nødt til at ændre sig på ganske få timer. Arbejdspladser måtte sende medarbejdere hjem. Vi lukkede af for samvær med venner. Mange af os måtte endda også ændre vores måde at omgås vores egen familie på. Som ledere i sundhedsvæsenet har vi også oplevet, hvordan selve lederopgaven pludselig ændrede karakter. Fra det ene øjeblik til det næste skulle vi tackle lederansvaret anderledes med en nærmest ligeså uvirkelig 180-graders ændring af sundhedsvæsenet.
Alt i sundhedsvæsenet har været under loop. Om det har været oprettelse af nye Covid-afsnit, testcentre, værnemiddelsproblematik, ændrede opgaver på sygehuse, i hjemmesygeplejen, en anden måde at skabe hjem og arbejdspladser på plejecentre, nye regler og arbejdsgange i psykiatrien, i sundheds- plejen, på bosteder, nye teknologiske og digitale løsninger er taget i brug. Ja, alle dele af regionale, kommunale, private og statslige arbejdspladser er berørt og har samarbejdet og udviklet i raketfart.
Jo mere man tænker over denne omvæltning også i forhold til at tackle ansvaret som ledere i én af samfundets absolutte nøglefunktioner, jo mere er der også at glædes over og være stolte over. Lidt uvant og helt rart at mærke, så har resten af vores samfund heldigvis også lagt mærke til bedriften og til betydningen af indsatsen.
Du og dine kolleger har løftet et ansvar på en måde, som hele samfundet vil huske tilbage på – og som man vil tale om, også når vi selv til sin tid skal se tilbage.
Når jeg bruger så relativt mange ord til at beskrive, hvordan absolut alle bør være stolte af sundhedsvæsenet og stolte af sundhedsvæsenets ledere for måden, vi fik tacklet corona på, så handler det i øvrigt ikke kun om at uddele mentale ’high five håndklap’ og virtuelle kram.
Vi synes i Lederforeningen, at indsatsen helt enkelt bør påskønnes tydeligt.
Det handler ikke om at udnytte en ulykkelig situation for ussel mammon. Det handler om at anerkende, at selv om ledere selvfølgelig stiller op, træder til og løser opgaven – så har det været en helt og aldeles ekstraordinær situation, som har krævet mere end almindelig fleksibilitet. Det er det stadig. Det store ansvar og de hurtige beslutninger og implementering af samme har krævet mere end almindelig vågen og nærværende ledelse og ledere.
Vi har derfor sendt breve til både alle regioner og alle landets kommuner for at bede om en drøftelse af den særlige situation og det særlige ansvar, som du og dine kolleger har løftet.
Vi påpeger, at der er grundlag for at se ledelse og lederindsatsen i et andet lys netop på grund af hele coronatiden. Og også honorere denne ekstraordinære indsats.
At der er tale om en ekstraordinær indsats, viser en undersøgelse blandt vores ledere: Stort set alle ledere fortæller, at Covid-19 har påvirket dem på en lang række områder. To ud af tre ledere har stået mere til rådighed, udvidet den ugentlige arbejdstid og oplevet højere arbejdspres. Mange har i øvrigt også udskudt egen afspadsering og planlagt ferie.
Vi går konstruktivt og realistisk til hvert eneste af disse møder. Vi er ikke ude på at ville ’malke nogen’ eller udnytte noget. Omvendt forventer vi naturligvis også samme realistiske tilgang fra vores modpart. Det handler om anerkendelse og respekt. Og det handler også om at sikre, at der er kræfter til det lange seje træk, der ligger forude. Således at vi når hele vejen i mål med coronaindsatsen – også som ledere, der yder ekstraordinært!
Forhåbentlig får vi også mulighed for at nyde sommeren. Måske endda på en ny måde med mere nære oplevelser. Det er så velfortjent. God sommer!