Dansk Sygeplejeråd har varslet konflikt

Overenskomstsituationen nu har udviklet sig således, at Dansk Sygeplejeråd har varslet konflikt overfor Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Konfliktvarslet er sendt til Danske Regioner og KL torsdag den 22. april.

Oprettet: 22.04.2021

Vi er heldigvis endnu et godt stykke fra, at en konflikt bliver en realitet. Varsling af konflikt er et naturligt led i overenskomst-forløbet. Dansk Sygeplejeråd varsler konflikten som en yderste reaktion, hvis der ikke kan opnås et tilfredsstillende forhandlingsresultat.

Håbet og målet er naturligvis at nå frem til en ny forhandlingsaftale, som begge parter kan være tilfredse med, og som så kan danne grundlag for, at medlemmerne kan stemme ja eller nej til aftalen.

Varslingen af konflikt er alligevel vigtig.

Varslingen betyder, at en del af sundhedsområdet udvælges til konflikten, hvis der ikke nås et forhandlingsresultat. Der er varslet konflikt for 10 % af medlemmerne i DSR ansat i kommuner og regioner. En konflikt kan tidligst træde i kraft den 21. maj.

Ledere vil derfor også opleve, at sygeplejersker og deres tillidsrepræsentanter i den kommende tid vil forberede sig på en eventuel konflikt.

I Lederforeningen er vi naturligvis også nu ved at planlægge, hvordan du som leder skal forholde dig i tilfælde af, at det ender med konflikt.

Vi inviterer til flere møder i den kommende tid.

Hvis du er blandt de ledere, der vil blive direkte berørt af en konflikt, vil du blive inviteret til møde i Lederforeningen den 3. maj. Mødet foregår virtuelt, så du kan deltage uanset hvor i landet, du befinder dig.

Hvis du derimod ikke er blandt de ledere, der bliver direkte berørt, inviterer vi dig til orienteringsmøde om hele ok-situationen – således, at du også er klædt på til, hvordan du skal forholde dig til konflikten.

Alle oplysninger samlet ét sted

Via DSRs hjemmeside kan du finde en række nyttige oplysninger om en eventuel konfliktsituation -  HER
Læs det samlede overblik over overenskomstsituationen via DSR - HER

I nær fremtid vil vi fra Lederforeningen også sende en særlig mail med alle nyttige oplysninger for dig som leder i forbindelse med en konfliktsituation.

Du kommer også til at kunne finde alle nyttige oplysninger via Lederforeningens hjemmeside.

Hvis du i øvrigt har spørgsmål til ok-forløbet, er du naturligvis også meget velkommen til at kontakte DSRs OK21-HOTLINE. Find oplysninger om hotline HER

Lederforeningens almindelige LEDER HOTLINE er åben i hverdage i tidsrummet kl. 9.00 – 13.00 på telefon 46953900

Forhåbentlig når vi slet ikke til, at det ender med konflikt. Men under alle omstændigheder er Lederforeningen hele tiden ved din side.

De bedste hilsner

Irene Hesselberg

formand, Lederforeningen