De første medlemmer i den nye tænketank

Lederforeningens nye tænketank, der skal blive en aktiv del af sundhedsdebatten, søsættes officielt i april. Men de første personer, der skal deltage i den nye tænketank, er netop udpeget.

Oprettet: 18.01.2019

Den nye tænketank bliver et vigtigt led i at fortælle om alle de gode erfaringer fra alle led i det danske sundhedsvæsen. Og tænketanken søsættes på et af de mest spændende tidspunkter, netop som sundhedsområdet er til intens debat blandt både politikere og i snart sagt alle medier.

Det er Lederforeningen, der skaber den nye tænketank. Men tænketanken kommer i dagligdagen til at arbejde selvstændigt med at påvise både muligheder og udfordringer i sundhedsvæsenet, således som det fungerer i dagligdagen … et godt stykke fra de bonede borde og strategiske planer. Kort sagt bliver den nye tænketank et direkte bindeled til virkeligheden og en helt ny mulighed for at hente eksempler og sammenligne intentioner med, hvordan vores sundhedsindsats så former sig i praksis.

Den nye tænketank får 25 medlemmer, som alle er ledende sygeplejersker fra alle dele og niveauer af sundhedsvæsenet.

Her er de første personer i tænketanken

De første fire medlemmer er nu udpeget af Lederforeningens formandskab. Bestyrelsen skal udpege resten af medlemmerne til den nye tænketank på sit bestyrelsesmøde den 23. januar. 

Alle medlemmer i Lederforeningen kan indstille forslag til, hvem der kunne være et godt bud på personer til tænketanken.

Disse personer bliver en del af den nye tænketank:

  • Helen Kæstel, sygeplejechef, Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune.
  • Trine Holgersen, vicedirektør, Slagelse-Næstved-Ringsted Sygehuse.
  • Sussie Bratbjerg, oversygeplejerske, Børne- og Ungeafdelingen, Herlev Hospital.
  • Nina Andersen, leder af akutteamet i Odense kommune.