Gratis udviklingsforløb med ledelsen i centrum

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse tilbyder gratis udviklingsforløb til ledende sygeplejersker og deres afdelinger. Du kan nu lægge billet ind på at få et gratis udviklingsforløb med fokus på ledelse og organisationsudvikling på din arbejdsplads.

Oprettet: 12.04.2023

Ledende sygeplejersker bliver nu inviteret til et gratis udviklingsforløb af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Udviklingsforløbet foregår i efteråret 2023 og inkluderer, at ledelsescentret tilbyder at komme forbi den ledende sygeplejerskes arbejdsplads to gange.

  • Er motivation, afstemt deling af ledelsesopgaver og retningssættende ledelse relevant for dig og dine medarbejdere?
  • Kunne I tænke jer et fælles gratis udviklingsforløb afholdt af en erfaren organisationskonsulent fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse?
  • Kan 11 til 30 medarbejdere fra din enhed deltage sammen med dig?

Hvis du svarer ja til disse spørgsmål, så har du nu en unik mulighed for at booke et forløb i efteråret 2023.

Udviklingsforløbet tager først temperaturen på motivation og ledelsesprocesser i jeres enhed. Du holder blandt andet et møde med en organisationskonsulent fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, så man kender jeres udgangspunkt.

Derefter følger to halve udviklingsdage (4 timer pr. gang) - som ledelsescentret tilbyder at holde gratis hos jer.

Endelig følger centret op på, hvor godt forløbet har virket hos jer og deler resultaterne med dig.

Projektet er igangsat af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet. Formålet med projektet er først og fremmest at bidrage til udvikling i de deltagende enheder.

Samtidig skal projektet skabe nyttig viden om, hvordan man bedst kan tilrettelægge udviklingsforløb i den offentlige sektor – og give viden om hvilke udviklingsforløb, der fungerer bedst i forskellige organisatoriske kontekster. 

Interesseret i at få et gratis udviklingsforløb?

Så kontakt Laura Bundgaard på balu@ps.au.dk for at få mere information om forløbet.