Jo, »nær« kan faktisk rime på sammenhæng!

Kan vi mon lykkes med at skabe den sammenhæng i sundhedsindsatsen, som vi har efterspurgt i årtier? Nærhospitalerne er et oplagt sted at starte den diskussion, skriver forkvinde for Lederforeningen, Irene Hesselberg, i et debatindlæg i mediet Sundhedsmonitor.dk

Oprettet: 07.12.2022

Udsigten til flere patienter og endnu flere komplicerede behandlingsforløb bør  føre til, at vi sætter os og gentænker sundhedsområdet. Lederforeningens forkvinde, Irene Hesselberg peger i et debatindlæg i Sundhedsmonitor.dk på, at de kommende nærhospitaler bør tænkes visionært ind i sundhedsområdet.

"Lige nu sidder mange i sundhedssystemet og overvejer, hvordan de kommende nærhospitaler kan få en reel rolle i sundhedsindsatsen.
Faren er nemlig overhængende for, at nærhospitalerne ender med at blive en simpel konvertering af noget kendt og traditionelt. Altså hvor der blot flyttes lidt af arbejdet fra de større hospitaler og fra sundhedshusenes indsats ’over gaden’ til de nye nærhospitaler.

Men nærhospitalerne kan løse meget mere, hvis vi tør lytte til hinanden, bruge hinanden og se mulighederne med nye øjne.
Tænker vi visionært, kan nærhospitalerne tilmed blive den sammenhæng, som vi har efterspurgt i årtier. De kan blive første skridt i at tænke hele sundhedsindsatsen anderledes
," skriver Irene Hesselberg blandt andet i debatindlægget.

"Forestil dig, at nærhospitalerne automatisk følger op på den specialisering, som det regionale sundhedssystem tilbyder. Og at de samtidig favner den helhed, som der arbejdes med i sundhedsindsatsen i kommunerne. Altså således at nært og sammenhæng pludselig rimer. Så patienten og borgeren ikke oplever at blive kastet rundt mellem underlige systemer – men får oplevelsen af at blive fulgt naturligt og også blive hørt undervejs.
Forestil dig, at nærhospitalerne måske endda bliver et omdrejningspunkt for indsatsen – og en mulighed for at inddrage familie og pårørende på en helt ny måde
," skriver Irene Hesselberg.

Irene Hesselberg påpeger samtidig i debatindlægget, at skal det lykkes at give nærhospitalerne denne rolle og blive til meget mere end de nuværende sundhedshuse, så kræver det formentlig også et helt anderledes syn på ledelsen af indsatsen og sammenhængen i indsatsen.

"Lad det blive helt naturligt for eksempel at sætte ledende sygeplejersker centralt i det nye system. Ikke fordi jeg nu bare vil liste mine kolleger ind for bordenden. Men der er brug for denne koordinerende funktion, der kan have øje for alle led i indsatsen og med respekt for dét, vi hver især kan og bidrager med i behandlingen og indsatsen. Det er præcis den rolle, som i dag er i klemme i det nuværende søjle-system og præcis sådan en rolle, som bør indtænkes og tydeligt prioriteres i et nyt sundhedssystem," understreger Lederforeningens forkvinde.

Læs hele debatindlægget i Sundhedsmonitor HER!